Nu også det: Rolls-Royce på russisk

Rusland vil have sin egen Rolls-Royce-superlimousine, så bl.a. præsidenten kan blive transporteret standsmæssigt i en russisk bygget bil. Porsche har givet en hånd med.

Aurus' 'korte' version på 5,63 meters længde.
Nyt om biler

Nej, det er ikke en Rolls-Royce Phantom, men en næsten skamløs kopi fremstillet i Rusland på forlangende af Vladimir Putin.

Putin har efter sigende selv været involveret i udviklingen af bilen, som er blevet til, fordi præsidenten mener, at det er vigtigt, at Rusland selv er i stand til at fremstille sine statslimousiner - ganske som i Sovjetunionens tid, hvor Packard-kopierne ZIM og ZIL transporterede statsoverhovederne rundt til parader og andre offentlige gøremål.

Putin har efter sigende selv været involveret i udviklingen af bilen, som er blevet til, fordi præsidenten mener, at det er vigtigt, at Rusland selv er i stand til at fremstille sine statslimousiner.

Mærket hedder Aurus, og modellen, der vises i Genève, fremstilles i to versioner: Standardudgaven er 563 cm lang og hedder Senat S600, mens en særlig forlænget udgave, som er præcis en meter længere, har fået betegnelsen Senat L700.

Se mere: Den vilde luksus har fået nyt ansigt

Aurus i den lange version.

Bilerne går i produktion

Begge biler udstilles på Genèveudstillingen, og det er første gang, de vises uden for Rusland. Det skyldes, at Aurus har planer om at starte en begrænset serieproduktion af bilerne, som ifølge pressematerialet tilbyder ’kompromisløs beskyttelse mod ballistiske og eksplosive angreb’.

Se mere: Kinesisk partilimousine bliver til SUV

Bilerne er udviklet af det russiske statsforetagende NAMI, som dog har fået hjælp fra Porsche til udviklingen af den 4,4 liter store V8-motor, som sammen med en elmotor leverer 590 hk. Den tunge bil kan accelerere fra 0 til 100 km/t. på 6,2 sekunder. Bilen er udstyret med nitrins automatgear og har firehjulstræk.

Platformen til Aurus' limousiner.
Aurus-modellerne har en 4,4 liters V8-motor, som Porsches konsulentafdeling har hjulpet med. Ved bagakslen sidder en elmotor og et mellemstort batteri.

Businessclass

Som man kan forvente, er det bagsædepassagererne, der er kredset mest om. Bagsædets ryg kan lægges ned i en 45 graders vinkel, og der er eksklusive edderdunspuder og krystalglas til at drikke champagnen fra det indbyggede køleskab.

Aurus forventer at fremstille 150 biler om året, stigende til 5.000 årligt i 2021, men hvis der er efterspørgsel nok, er det muligt at øge produktionskapaciteten til 10.000. Der er planer om yderligere to modeller: en minivan ved navn Arsenal og en SUV, som får navnet Komendant. Begge navne er taget fra tårne i Kreml.

Se alle nyhederne fra Genève-udstillingen