Koreanske Kia har haft fuld fart på i de senere år, men særligt for Ceed-familien er der virkelig gang i den. De nuværende versioner af Ceed kan således nu byde velkommen til endnu et familiemedlem i form af den nye crossover Xceed.
Dermed kan Ceed fås både som femdørs hatchback, som stationcar, som den smarte Proceed, og så altså nu denne lidt mere grovkornede Xceed.
Læs også: Kia går på Qashqai-jagt med den nye Kia Xceed
Ikke nok med de mange modelvarianter, så fås Ceed også med valg mellem et hav af motorer og gearkasser. Og her dukker inden længe endnu en mulighed op i form af en delvist elektrisk plugin-hybrid, der ventes at kunne køre omkring 50 km på el alene.
Den nye Xceed kommer til Danmark til oktober i udgaver, der ventes at begynde ved 270.000 kr. Plugin-hybriden kommer ved nytårstid, og her kendes prisen endnu ikke.

Fire cm større frihøjde
Kia XCeed har en frihøjde på godt 17 cm, hvilket er omtrent fire cm mere end i den almindelige Ceed. Sammen med plastkanter langs hjulkasserne og langs siden af bilen giver det et mere råt, SUV-agtigt look.
Udvendigt vil Xceed kunne fås i ikke mindre end 12 farver inklusive den nye farve Quantum Yellow, som kun fås til XCeed.
Se mere: Kia Proceed - Porsche-look og GTI-præstationer

Indvendigt har XCeed fået en lidt mere moderne kabineindretning, end det vi ser i de øvrige Ceed-modeller. Blandt andet fås den med en ny og større 10-tommers skærm med flere funktioner end tidligere, ligesom instrumenthuset nu også kan leveres som en digital skærm på 12 tommer.
Sammen med en lidt højere siddeposition giver det en mere SUV-agtig fornemmelse, når man sidder bag rattet.
XCeed fås med en noget speciel gul interiørpakke. Pakken indeholder sort indtræk med livlige gule syninger på sæder og døre, gule kantbånd på sæderne og en kombination af sort højglans og gul metallak rundt om i kabinen.
Kia venter sig selv rigtig meget af den nye Xceed, og fabrikken i Slovakiet, hvor Ceed-familien bygges, er nu stillet om, så den kan klare efterspørgslen.