Forspring gennem el-teknik? Det er lige før, at det bliver Audis nye slogan i stedet for det kendte, nørdede Vorsprung Durch Technik.
I hvert fald skruer mærket markant op for satsningen på elektriske biler de kommende, få år.
I 2025 skal 40 procent af Audis globale salg udgøres af biler, der enten er helt elektriske eller er plugin-hybrider.
Det fortæller mærket, da Motor bliver lukket ind for at se mere til den endnu mere elektriske fremtid.
Se mere: Audi E-tron - tung på godt og ondt
20 rene elbiler
Den høje andel skal nås ved at lancere flere end 30 elektrificerede modeller frem til og med 2025 – altså på godt fem år. Mildhybrider tælles ikke med her.
Af de 30 vil 20 være rene elbiler. Det høje tal skyldes til dels, at der også indgår biler til f.eks. Kina, hvor Q2L E-tron nu lanceres. Og kun der.
Desuden tæller karrosserivarianter for en ny elbil med, f.eks. når E-tron suppleres med E-tron Sportback.
Fire platforme til elbiler
De mange elbiler skal baseres på fire ret forskellige platforme.
Audis elplaner
E-tron Sportback: primo 2020
E-tron GT: ultimo 2020
Q4 E-tron: ultimo 2020
PPE luksus-elbil: 2023
Lige nu er fire rene elbiler på vej. Foruden E-tron, der kom i begyndelsen af 2019, udvides i 2020 med E-tron Sportback, en variant. Begge er crossovers og er baseret på en platform kaldet MLB Evo. Den bruges også til bl.a. A4 og A6.
Se mere: Audi er helt elektrisk
Sidst i 2020 er det tid til supersportsvognen E-tron GT. Den er nært beslægtet med Porsche Taycan og baseret på den J1-platform, som Porsche har udviklet. Det indebærer bl.a. 800 volt strømsystem, dobbelt så meget som næsten alle andre elbiler.
Audi har tilføjet en fiks detalje: Batteripakken, der ligger i hele bilens bund, har fået to store ’huller’, så der er rimelig plads til passagerer på bagsædet.
Kompakt crossover
Også sidst i 2020 bliver det mere jordnært med Q4 E-tron. Det er en crossover med udvendig størrelse som Q3, men med rummelighed omtrent som den større Q5.
Q4 E-tron er bygget på en tredje og helt anderledes platform, nemlig den VW-udviklede MEB-platform, som debuterer i ID.3.
Audi vil bruge denne platform til adskillige andre modeller end Q4, afslører Audi-folkene. En model bliver sandsynligvis en A3-agtig bil.
Konkurrent til Tesla Y
MEB-platformen er knap så avanceret (og dyr) som de andre platforme. Bl.a. bliver den maksimale ladehastighed 125 kW. Men det hindrer dog ikke Q4 i at have 225 kW/306 hk fra de to elmotorer.
Bilen ser dermed ud til at blive en konkurent til Teslas kommende Model Y.
Q4 E-tron er bygget på en såkaldt højgulvs-udgave af platformen, særlig egnet til crossovers. VW ID.3 er bygget på en ’lavgulvs-udgave’, mens Skodas og Seats første modeller ser ud til at tilhøre de ’høje’ udgaver.
Og så er der en fjerde platform – og en femte model – som Audi ikke har talt om før. Denne elbil minder i størrelse og form om Audi A7, altså en lav, fempersoners, femdørs coupé-type.
Fotos forbudt
Motor har set bilen, men der var strengt fotoforbud. Det utydelige billede herover, som Motor har forbedret lidt, er fra Audi og det eneste, mærket har lyst til vise nu.
Vi gætter på, at PPE-bilen vises i færdig form i 2020 og kan købes i 2021.
Denne elbil er baseret på en helt ny platform udviklet sammen med Porsche. PPE, Premium Platform Electric, kaldes den.
Biler på PPE-basis vil kunne lade med op til 350 kW, og der vil være ladestik i begge sider af bilen.