Mazda gør sin entre i elbilernes verden med stil. Og med overraskelser.
Den første elbil fra Mazda hedder MX-30, som dels henviser til, at den er nært beslægtet med CX-30, dels til at den vil ses som beslægtet med den sportslige MX-5-roadster.
Samtidig med verdenspremieren på Tokyo Motorshow kunne Mazda smide lidt af en prisbombe.
Den dynamisk designede bil skiller sig ud på mange måder. Iøjnefaldende er således, at begge bagdørene er små og bagudhængslede – meget som på BMWs elbil i3.
Motor har endnu ikke hørt Mazdas begrundelse for denne utraditionelle løsning, der som udgangspunkt gør det mere besværligt at åbne bagdørene, da de forreste skal åbnes først.
Prisen for elbilen: 253.000 kr.
Samtidig med verdenspremieren på Tokyo Motorshow kunne Mazda smide lidt af en prisbombe ud over det danske elbil-marked.
MX-30 vil nemlig kunne fås til 253.000 kr., når den kommer på markedet i andet halvår af 2020. Det er med den afgiftsfritagelse, der gælder i 2020.
Læs om Motors første tur i MX-30
Prisen gælder en såkaldt First Edition, der kan reserveres allerede nu. Hvad det normale modelprogram vil koste, kan Mazda ikke sige noget om før til marts. Men da en First Edition typisk vil have højt udstyrsniveau, er det svært at forestille sig, at prisen for en kommende grundmodel skulle blive over 250.000 kr.
Kort rækkevidde - som kan forlænges
Den lave pris har sin pris. Nemlig meget kort rækkevidde. Kun omkring 200 km forventes tallet at blive efter den officielle målemetode. 35,5 kWh energi er der i batteriet.
På et senere tidspunkt, nok først i 2021, tilbydes en version med rækkeviddeforlænger. Det er en benzindrevet wankelmotor, der driver en generator.
Opladningen, som i Europa vil ske med CCS-kombistik, bliver med moderat hastighed. 6,6 kW kan MX-30 tage imod fra en ladeboks. Hurtigladningen siger Mazda ikke noget om i Tokyo, men Motor har tidligere fået oplyst, at det højst bliver 50 kW.
MX-30 er baseret på samme platform som CX-30, og alle dimensioner er helt ens. Dog er elbilen tre cm lavere end CX-30.
Kommer samtidig med Nissan Ariya
Eldrevne crossovers har været en forbløffende mangelvare. For nylig er der kommet store og dyre el-crossovers fra Tesla, Audi og Mercedes-Benz, men Mazda MX-30 kan blive den første i den mere folkelige afdeling.
Kapløbet med Nissan bliver dog tæt, for også i 2020 lancerer Nissan sin nye Ariya, en elbil med omtrent samme størrelse og proportioner. Kort efter kommer VW med et modsvar, der muligvis skal hedde ID.4 Cross.