Mazda er på vej med sin første elbil. Og den bliver temmelig usædvanlig. Det ved vi, for Motor har som et af få medier i verden set nærmere på teknikken og kørt i bilen, inden bilen kommer på markedet om knap et år.
Det lille japanske mærke går ofte sine egne veje, og det gælder i særdeleshed elbilen, som endnu ikke har et navn. Ja ikke engang et udseende, for prototyperne har karrosseriet fra CX-30.
(Mazda har senere meddelt, at elbilen kommer til at hedde MX-30)
Det har været ret nemt under udviklingen, da elbilen benytter (næsten) samme platform som Mazda 3 og CX-30.
En særlig elbil
Mazdas elbil skiller sig ud på bl.a. disse områder:
* Batteriet er ret lille, 35,5 kWh – rækkevidden er kun ca. 200 km
* Lynladning er ikke muligt. Maks. er (indtil videre) 50 kW
* Lav vægt og dynamiske køreegenskaber har meget høj prioritet
* Motoren er helt fri for ’S-tog-lyd’
* Kunstig lyd i kabinen giver en svagt snerrende ’motorlyd’
* En lille benzinmotor kan fås til forlænget rækkevidde
Se mere: Mazda holder liv i særlig motor
Meget dynamisk
Prototypen kører særdeles dynamisk, men samtidig komfortabelt. Påfaldende er den lydløse motor – den svage til moderate hyletone, der kan være i elbiler, finder man ikke her.
Til gengæld har Mazda tilsat kunstig lyd i kabinen. Lyden giver et indtryk af acceleration, er diskret og egentlig velfungerende. Men det ærgerligt, at den ikke kan slås fra. Måske kommer det. Mazdas udviklingschefer noterede i hvert fald flittigt, da Motor og andre medier påpegede den potentielle ulempe.
Motoren er ikke særlig kraftig. Den yder moderate 105 kW (ca. 140 hk). Det rækker rigeligt ved by- og landevejskørsel, men ved lidt højere hastigheder, f.eks. en overhaling på landevej eller motorvej, bliver det lidt tamt.
Det er også lidt beskedent i forhold til flere konkurrenter. F.eks. har flere af VWs ID.3-varianter 150 kW/204 hk.
Det virkede dog som om, at Mazda kunne finde på at komme med en kraftigere version senere.
Det lille batteri forklarer Mazda med, at 200 km er det dobbelte af, hvad 90 pct. af bilisterne kører om dagen. Og så har det været vigtigt at holde vægt og klimabelastning nede. Og omkostningerne, naturligvis.
Wankelmotor som ekstraudstyr
Men Mazda har en trumf: Som tilvalg fås en lille, benzindreven rotationsmotor. Dermed genopstår den såkaldte wankel-motor, en Mazda-specialitet. Den kan ganske effektivt producere strøm, når batteriet er tomt.
Også når det gælder kølingen af batteriet, har Mazda en ret unik løsning. Normalt står valget mellem simpel, luftkølet teknik eller væskekølet, hvor småbitte slanger går langs cellerne.
Mazdas løsning er kølerør – lidt som i et køleskab - på undersiden af det forholdsvis slanke batteri.
Mazda holder verdenspremiere på elbilen på Tokyo Motor Show 23. oktober. Så får vi at vide, hvad den skal hedde og – naturligvis - hvordan den ser ud i virkeligheden.