Næsten ti år er gået, siden Nissan viste den første Leaf, så det er virkelighed på tide, at vi nu ser næste elektriske model fra Nissan.
Ariya hedder verdensnyheden, som Nissan viser på Tokyo Motor Show.
Større end Qashqai
Det er en slags elektrisk Qashqai, men er teknisk en helt anden bil og et halvt nummer større. Med 4,60 meter i længden er den udvendig som Nissan Xtrail og ser ud til at være meget rummelig.
Det er en slags elektrisk Qashqai, men er teknisk en helt anden bil.
Dermed kombinerer Nissan sine styrker med crossovers og elbiler i én bil.
Bilen viser en ny designretning for mærket, og selv om det ikke var planlagt, da udviklingen begyndte, kan elbilen være med til at give hele Nissan en frisk start.
Nissan har været voldsomt medtaget på ledelsesplan og i medierne, siden den karismatiske og magtfulde – og måske magtfuldkomne - topchef Carlos Ghosn blev anholdt i Japan, bl.a. efter anklager fra Nissan selv.
Tiden siden har været turbulent. Forholdet til den vigtige alliance-partner Renault er på nulpunktet, og en stor rokade i Nissans topledelse har lige fundet sted.
Ny start for Nissan
Den nye administrerende direktør, der tiltræder omkring nytår, viste sig for første gang ved et lukket arrangement dagen før Tokyo-udstillingen åbnede.
Makoto Uchida pointerede, at det nu var vigtigt at se fremad. Som topchefer og politikere jo siger.
Til det kommer Ariya belejligt – en bil der både ser godt ud, er avanceret og har potentiale til at blive en global succes.
To motorer og firehjulstræk
Ariya får megen ny teknik. Bl.a. udstyres elbilen med to motorer og dermed firehjulstræk. I hvert fald i nogle versioner.
Batteristørrelse og rækkevidde siger Nissan ikke noget om, men Motor forstår, at bilen som minimum får samme batteristørrelse som Leaf nu er oppe på, 62 kWh. I Leaf rækker det til 385 km, i den større Ariya nok knap så langt.
Lademulighederne er der heller ikke noget om endnu. En talsperson siger til Motor, at Nissan stadig er tilhænger af den japanske Chademo-standard, men ’at vi er åbne for andet’.
Se alle nyhederne fra Tokyo Motor Show
Selvkørende bil
Den nye crossover kan udrustes med næste generation selvkørende teknik, Propilot 2.0. Dermed kan bilen køre helt selv i visse situationer – i nogle lande også uden at føreren holder på rattet.
I Japan, vil bilen således kunne af sig selv i én vognbane på motorveje. Føreren kan tage hænderne af rattet, men systemet slår fra, hvis føreren ikke ser ud af forruden.
Bilen kan foreslå at skifte vognbane for at overhale. Det skal føreren bekræfte med afviserblinket og sætte hænderne på rattet, men selve vognbaneskiftet klarer bilen selv.
Platformen til biler er udviklet decideret til elbiler sammen med Renault - og er helt ny.