Henrik Fisker forsøger sig igen. Den danske designer og bildirektør med base i Californien vil sætte en elektrisk luksus-crossover i produktion i 2022.
Fisker Ocean hedder denne nye model, som nu er vist i den (stort set) færdige udgave.
Batteriet er på 80 kWh, og det skulle give en rækkevidde på 480 km efter amerikansk norm.
Elbilen, der ligner en direkte konkurrent til Tesla Model Y, er 4,64 m lang og 1,93 meter bred. Bagagerummet er på fine 566 liter, og trækkrog vil kunne fås. Hvor tung påhængsvognen må være, er der ingen meldinger om.
Se mere: Fisker prøver atter - nu med elbil
Batteriet er på 80 kWh, og det skulle give en rækkevidde på 480 km efter amerikansk norm. Det europæiske WLTP-tal vil formentlig ligge tæt på. Opladningen kan ske med op til 150 kW, tidens de facto-standard for de fleste premiumbiler.
Der er tale om et traditionelt litium-ion-batteri. Fisker har flere gange lovet at lancere den nye faststof-type, men det har åbenbart lange udsigter.
Ocean bliver ganske billig, hvis man skal tro udmeldingen fra Fisker Corp. Billigste, forhjulstrukne version vil i USA koste omregnet 260.000 kr. Det er lidt mindre end Model Y på de kanter.
Fisker viste for præcis to år siden en anden elbil kaldet Emotion, og den gang hed det sig, at lanceringen ville finde sted i slutningen af 2019. Det skete ikke. Nu forlyder det, at den kommer på markedet efter Ocean, det vil sige allertidligst i løbet af 2022.
Se mere: Dansker fisker efter Teslas kunder