Den fine franskmand bliver stor i slaget
Nyt om trafik og biler
10. marts 2020

Foto: DS
DS Automobiles forsøger sig med en sedan i den absolutte luksusklasse. Det sker med DS 9, der kan ses som en efterfølger for Citroën C6 – og den originale DS fra 1955. DS viser også forløber for en luksus-SUV.
Ikke siden Citroën C6 udgik i 2012 – efter meget sløje salgstal – har der været en stor fransk sedan i luksusklassen.
Men nu gør PSA-gruppens luksusmærke DS et nyt forsøg.
DS 9 bliver den tredje, helt selvstændige DS-model i Europa efter DS 3 Crossback og DS 7 Crossback. DS 9 hedder den næsten fem meter lange, lave bil, der nok ligner en fastback, men har et konventionelt karrosseri med separat bagagerum.
Se mere: DS 3 Crossback - med på e-moden

DS 9 er en knap fem meter lang sedan. Bemærk de små lygter øverst i rudekanten.
De første DS-modeller i moderne tid var modificerede Citroën-modeller.
Bygges i Kina
Luksusbilen, der skal fremstilles i Kina og kommer til salg i Europa sidst på året, kan også ses som en mental efterfølger til den originale DS fra 1955. En detalje herfra går i øvrigt igen: Den bageste rudekant har en høj kant, hvor baglys er integreret.
DS 9 virker dog, bedømt ud fra billeder, ret konservativ i sit udvendige design, bortset fra en udstrakt brug af krom, inkl. den langsgående stribe midt på motorhjelmen.
Se mere: DS 7 Crossback - haute couture på hjul
Strakt Peugeot 508
Teknisk er DS 9 baseret på koncernens store EMP2-platform, men i en stærkt strakt udgave. 2,90 meter er der mellem for- og baghjul – ti cm mere end en Peugeot 508 og fem cm mere end den lange, kinesiske udgave af 508.
Den slags strækkeri giver rigtig god plads på bagsædet.

Det er særligt i kabinen, at DS-modeller skiller sig ud. Blandt særligt udstyr er nattesyn og et system, der aflæser vejens overflade og tilpasser affjedringen efter den.
Med en længde på 4,93 meter placerer DS 9 sig i størrelse omtrent som en Mercedes-Benz E-klasse.
Tre plugin-hybrider
Med DS 9 satser mærket først og fremmest på plugin-hybrid. Tre varianter vil DS tilbyde: 225 hk, 250 hk med længere rækkevidde og 360 hk med firehjulstræk. Desuden kommer der en version med 225 hk-benzinmotor.
DS siger ikke noget om strøm-rækkevidderne for plugin-hybriderne.

DS Aero Sport Lounge er en stor SUV/crossover. Den er eldrevet har har 680 hk.
Vild konceptbil med 680 hk
Samtidig med premieren på DS 9 viser DS en konceptbil, Aero Sport Lounge.
I konceptform er den fem meter lang, men en mulig produktionsmodel bliver nok mindre og kan blive konkurrent til bl.a. BMW 3-serie og Volvo XC60.

Aero Sport Lounge er en konceptbil, og det er uklart, om den varsler en bestemt model. I givet fald ville det give mening, at den blev til en en SUV ét nummer større end DS 7 Sportback.
Aero Sport lounge er en ren elbil med 500 kW-motor (680 hk) og en 0-100-tid på svimlende 2,8 sekunder. Batteriet er i kæmpestørrelse med 110 kWh. Det skulle trække til 650 km kørsel.
Både DS 9 og Aero Sport Lounge var blandt de nyheder, der skulle have været vist på Genève-udstillingen først i marts.