Det er en fornyelse af de store. VWs flagskibsmodel blandt ikke-SUV-modeller, Arteon, får snart en gennemgribende fornyelse her tre år efter introduktionen.
Mest markant er, at den hidtidige firedørs coupé (eller fastback; reelt en femdørs hatchback) får selskab af en ’Shooting Brake’, en slags stationcar med fokus på et elegant, skrånende bagparti frem for ultimativ bagageplads.
Shooting Brake-udgaven adskiller sig fra den femdørs fastback fra den midsterste dørstople og bagud. Taglinjen er trukket markant længere bagud, og det samme gælder for de bageste sideruder. Desuden er skærmene udvidet for at give stationcaren en kraftigere skulderlinje.
Se test: VW Arteon hæver niveauet
Loftshøjden er øget ca. en cm ved forsæderne og hele fem cm ved bagsæderne i forhold til den femdørs. Bagagerummet i Shooting Brake er enormt, men med 565 liter dog ikke større end i fastback’en. Med bagsædet lagt ned og pakket op til loftet finder Shooting Brake – 1.632 liter mod 1.557.
Markant nyt er også muligheden for plugin-hybrid. Begge karrosserivarianter tilbydes med 218 hestes el-benzin-motor kaldet eHybrid. TSI-benzinmotoren yder i sig selv 156 hk, mens elmotoren præsterer 115 hk (85 kW).
VW siger, at opladningshybrider giver nok el-rækkevidde til de flestes daglige behov – men uden at sige, hvad det er i km.
Se mere: VW Arteon - den sexede Passat
En anden ny motor er en R-version med 320 hk kombineret med firehjulstræk.
De øvrige motorer er også opdaterede, og dieseludgaverne har fået renere udstødning. De tre benzinmotorer yder henholdsvis 190, 280 hk samt R-versionens 320 hk. TDI-dieselmotorerne yder 150 hk og 200 hk.
Teknisk nyt er også bilens IQ.Drive-assistentsystemer. Travel Assist, der debuterede i den opdaterede Passat i 2019, tilbydes nu også i Arteon. Funktionen gør det muligt med delvis automatisk kørsel, særligt skulle systemet gøre kørsel i stop and go-trafik og ved vejarbejde mere sikker og komfortabel.
Den adaptive fartpilot har forudseende hastighedsstyring, så bilen selv kan tilpasse farten ved hastighedsgrænser, byzoner, sving, rundkørsler og kryds.
I kabinen er digitalt instrumenthus med 10,25 tommer skærm standard, og infotainmentsystemet er opdateret med blandt andet stemmestyrede funktioner og er online med mulighed for opdateringer over nettet.
Som i andre nyere VW-modeller tilbydes nu trådløs Apple Carplay og Android Auto.
De opdaterede Arteon-modeller kommer til oktober, dog er plugin-hybriden og R-sportsmodellen først klar lige efter nytår.