Subaru har nogle af de allermest tilfredse kunder. Der er bare ikke ret mange af dem. Det vil bilmærket, som markerer sig med firehjulstræk, boksermotor og sikkerhed, nu gøre noget ved.
Det sker med markante, ’permanente’ prisfald på hele modelprogrammet.
De største besparelser er der på de dyreste modeller. Outback med Summit-udstyr bliver 105.000 kr. billigere. Fremover kan man få topmodellen for 485.000 kr. mod hidtil 590.000 kr.
Når det gælder Forester, er prisfaldet størst for det laveste udstyrsniveauer, nemlig 70.000 kr. Næst billigste version bliver 60.000 kr. billigere, mens de to højeste udstyrsniveauer falder 55.000 kr. Billigste Forester koster dermed 390.000 kr.
Se mere: Subaru Forester kører ad hybridvejen
Billigste Subaru er crossoveren XV (omtrent på størrelse med Nissan Qashqai) til priser fra 370.000 kr. Her er priserne sænket med 35.000-40.000 kr.
XV er en crossoverudgave af hatchback’en Impreza, men denne sælges ikke i Damark.
Historisk store prisændringer
Subaru har gennem tiden haft temmelig store prisudsving, til dels på grund af udsvingene i den japanske yen.
I 2013 kunne Subaru stolt fortælle, at XV-modellen var sat 70.000 kr. ned i pris, så den kunne fås for 300.000 kr. – altså væsentlig billigere end nu og endda på et tidspunkt med højere bilafgifter end i dag.
Se mere: Subaru XV - teknik for nørder
- Vi sætter priserne dramatisk ned, så flere får øjnene op for et japansk bilmærke, der byder på mere udstyr, bedre holdbarhed og enestående køreegenskaber, siger salgschef Niels Thaning i en pressemeddelelse.
Store prisfald er aldrig sjovt for de, der for nylig har købt de pågældende modeller. I Subarus tilfælde giver det dog ikke så mange sure kunder, for der er kun indregistreret 64 personbiler i år, heraf 42 til private.
Det gør Subaru til Danmarks pt 31. største mærke - én bil efter Alfa Romeo.
Ingen strøm - næsten ikke
Den elektriske bølge har ikke rigtig ramt Subaru endnu. Mærket har dog introduceret sin egen hybridteknik kaldet e-Boxer, der er standard på XV og Forester.
Subaru præsenterede i 2018 en XV som opladningshybrid (med Toyota-teknik), men denne model var ikke tiltænkt Europa.
Subaru produceres af den japanske transportgigant Subaru Corporation (tidligere Fuji Heavy Industries) og importeres til Danmark af svenske Subaru Nordic AB, der har agenturet for hele Norden (undtagen Norge) samt Baltikum.
Subaru har i Danmark 12 forhandlere og derudover en håndfuld serviceværksteder.