Motor mener
Det er fint, at Subaru nu er klar med en motorgeneration, der tilgodeser miljøet. En opladningshybrid havde nok været en bedre løsning, men mon ikke den dukker op ad åre?
København: Japanske Subaru holder fast i sine traditioner og lancerer sin femte generation af den store Forester med boksermotor og symmetrisk firehjulstræk. En trinløs CVT-gearkasse sørger for løbende at skifte gear.
Nyt er til gengæld en indkoblet elmotor, der får hele drivlinjen til at fungere som en hybridbil. Subaru kalder teknikken e-Boxer, og kort fortalt består systemet af en elmotor og et ret stort batteri i bagagerummet.
Video: Se test af nødbremsen
Læs også: Motors test af Audi Q3 - høj af køreglæde
Elmotoren kan køre alene (kortvarigt) eller sammen med benzinmotoren, og den virker også som generator, der kan opsamle energi, når man bremser eller kører ned ad bakke. På den måde kan elmotoren bidrage med kørslen, og det får e-Boxer’en til at køre ca. 10 procent længere på literen.
Man kan ikke lade batteriet op hjemmefra, og der er derfor ikke tale om en plugin-hybrid.
Hjælper ved igangsætning
Køreindtrykket af Forester e-Boxer er egentlig ret positivt, selvom CVT-gearkassen principielt ikke opfører sig lige så godt som et moderne automatgear.
Men Subaru har formået at styre benzinmotor, elmotor og automatgear, så det hele arbejder fint sammen, og det er kun under kraftig acceleration, at man bemærker et lidt uharmonisk samspil.
Læs også: Motors test af Volvo XC40 - årets designerbil
Til gengæld er elmotoren en stor hjælp ved igangsætning, hvor elmotoren har sit største moment. Det giver en fornemmelse af at køre med en noget større motor en den turboløse boksermotor egentlig lægger op til. Den yder grundlæggende 150 hk, hvilket i dagens bilverden ikke er alverden.
Større kabine
I forbindelse med den nye generation af Forester er karrosseriet blevet både længere, lavere og bredere. Indvendigt mærkes det med bedre benplads ved bagsædet og større forsæder med bedre støtte.
Udsynet er også forbedret med store ruder og en mere lodret C-stolpe. Og en smart detalje finder man ved fordørene, der er integreret med en del af fodtrinnet, så man ikke får beskidte bukseben, når man stiger ind og ud af bilen.
Læs også Motors test af familie-SUV'en Skoda Karoq
Bagtil er bagagerummet vokset nogle liter, men der er ikke noget rum under gulvet, idet det er her, man finder batteriet til hybridteknikken.
Høj trækvægt
Alle udgaver af Forester har den nye generation af Subaru Eyesight, som er et sikkerhedssystem, der er opbygget med to kameraer i forruden. Den sikkerhedspakke omfatter en meget effektiv nødbremse, en adaptiv fartpilot samt en hjælp til at fastholde bilen i vognbanen, hvis man bevæger sig helt ud til sidelinjerne.
En egenskab ved bilen er dens høje trækvægt. Normalt er hybridbiler underlagt stærkt reducerede vægtgrænser for påhængsvogne, men det er lykkedes den nordiske importør at få de japanske ingeniører til at øge den tilladte trækvægt til 1.870 kg. Dermed bliver bilen attraktiv for de bilister, der har behov for at køre med campingvogn, hestetrailer eller en mindre båd.
Læs også Motors test af VW Tiguan med plads til syv personer
Den nye Forester kommer til Danmark sidst på året, og priserne begynder ved 470.000 kr. for grundudgaven, mens den mest veludstyrede version koster 605.000 kr. med stort set alt i udstyr.