Hamstring giver grøn bølge i bilsalg

Plugin-hybriderne stormer frem. I oktober udgjorde de næsten 11 procent af salget, men der kan være et element af panik før lukketid i det, for de halvelektriske biler står til at blive dyrere fra nytår. Rene elbiler er oppe på syv procent. Det samlede bilsalg tog et dyk i oktober.

Peugeot 208 røg helt til tops på hitlisten i oktober.
Nyt om biler

Salget af plugin-hybrider har fuld fart på. Danske bilkøbere har i årets løb fået øjnene op for de halvelektriske biler som en tryg overgang til elbiler, og med mulighed for at den nuværende afgiftslempelse udløber ved nytår er der nu turbo på salget.

1.600 opladelige hybrider blev indregistreret i oktober, viser nye tal fra De Danske Bilimportører. Det betyder, at næsten 11 procent af nybilsalget er plugin-hybrider.

Det sker endda uden bidrag fra den mest populære af dem alle, Ford Kuga, som er sat på pause på grund af fejlen ved bilens højspændingsbatteri. Ikke en eneste fik nummerplader på i oktober, selv om op mod 4.000 kunder venter på deres Kuga.

Se mere: Fejlen fundet på Ford Kuga - og den er dyr

Afgiftsstigning lurer forude

- I hele 2020 har plugin-hybriderne været meget populære hos danskerne, og her i slutspurten ser vi en hamstring, som kan skyldes mulige afgiftsstigningerne, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Det er især nye plugin-hybrider, som har lang elektrisk rækkevidde, der er populære, bemærker han. Men salget er fordelt på mange modeller.

Den nye Citroën C5 Aircross er kommer hurtigt fra start som plugin-hybrid.
Den nye Citroën C5 Aircross er kommer hurtigt fra start som opladningshybrid. Den ligger nr. ét blandt plugin-hybrider i oktober. Foto: Citroën

Nr. ét på listen blev den nye Citroën C5 Aircross, dog går titlen til Kia Ceed, hvis man betragter den almindelige Ceed og Xceed som én model.

Elbiler udgør syv procent

De rene elbiler gør det også godt, men da årets mest solgte, Tesla Model 3, er nærmest usynlig på salgslisten i oktober, udgør de rene elbiler ’kun’ syv procent. VW’s ID.3 ligger nr. et, men dog med væsentlig lavere tal end i introduktionsmåneden september.

Opladelige biler udgør dermed hele 18 procent af det samlede bilsalg i efterårsmåneden.

Samlet set er der indregistreret 12.526 plugin-hybrider i år og 8.651 elbiler.

VW ID.3 blev den mest indregistrerede elbil i oktober. Men antallet blev væsentlig lavere end i september. Foto: Lars Krogsgaard
VW ID.3 blev den mest indregistrerede elbil i oktober. Men antallet blev væsentlig lavere end i september. Foto: Lars Krogsgaard

Bilsalg på ny nedtur

Bilsalget som helhed gik dog tilbage i oktober. Med 15.000 nye personbiler er der tale om et fald på 17 procent i forhold til oktober 2019.

- Det kan skyldes usikkerhed om afgifterne, men også en generel tilbagegang pga. covid-19 m.m., siger Ilyas Dogru.

Han slutter af med denne opfordring:

- Det er vigtigt, at politikerne udnytter momentum og fastholder lave afgifter på grønne biler. Vi kan se, at danskerne er klar, nu mangler vi politikerne.

Få FDMs nyhedsbreve

Peugeot 208 blev den klart mest solgte bil i oktober med Toyota Yaris på andenpladsen. 88 ud af de i alt 625 Peugeot 208er er elektriske. Med det høje oktober-salg overhaler 208 akkurat søsterbiler Citroën C3 som årets indtil videre mest populære nye bil.

Ford Kuga ligger stadig på en samlet tredjeplads på trods af udleveringsstoppet.

Top 20 personbiler oktober
Nr. Model Antal
1 Peugeot 208 625
2 Toyota Yaris 411
3 Peugeot 2008 395
4 Opel Corsa 371
5 Nissan Qashqai 367
6 Toyota Aygo 360
7 Renault Captur 338
8 BMW 3-serie 309
9 VW Polo 304
10 Hyundai i10 281
11 Kia Niro 271
12 Mercedes-Benz A-klasse 266
13 Kia Ceed 258
14 Ford Fiesta 254
15 Hyundai Kona 249
16 Skoda Octavia 246
17 VW Golf 241
18 Citroën C1 232
19 Skoda Fabia 231
20 VW Passat 229
     
Top 10 elbiler oktober
Nr. Model Antal
1 VW ID.3 187
2 Kia Niro 135
3 Hyundai Kona 114
4 Peugeot 208 88
5 Mazda MX-30 70
6 Audi E-Tron 60
7 Peugeot 2008 50
8 Nissan Leaf 47
9 Porsche Taycan 46
10 Renault Zoe 43
     
Top 10 plugin-hybrider oktober
Nr. Model Antal
1 Citroën C5 Aircross 141
2 Mitsubishi Outlander 134
3 Kia Niro 118
4 Volvo XC40 112
5 Kia Ceed 101
6 Renault Captur 100
7 Kia Xceed 96
8 VW Passat 87
9 Peugeot 508 67
10 Toyota RAV4 65

Kilde: De Danske Bilimportører