En ny slags el-hybridbil har længe luret i kulissen hos Nissan, og inden længe kommer E-Power-teknikken ud i den europæiske virkelighed. Det sker i den nye Qashqai, som lanceres i de første versioner inden sommerferien.
For bilisten vil bilen opleves fuldstændig som en elbil, idet det er en 140 kW-elmotor (190 hk), som altid driver bilen. Det giver den kraftige, lineære acceleration fra en elbil, ikke noget gearskifte og muligheden for at køre bilen det mest af tiden med én pedal.
Der vil dog være en lille tidsel: den næsten konstante brummen fra benzinmotoren. Elmotoren får nemlig sin energi fra en 157 hestes, 1,5-liters benzinmotor, der fungerer som generator. Om det vil være mentalt generende, må kommende test vise.
Motor har prøvet teknikken
Motor har prøvet den japanske udgave, en Note med 1,2 liters benzinmotor som generator, og her var motorlyden ikke generende i sig selv, men oplevedes alligevel lidt besynderligt, fordi motorens omdrejningerne og lyd ikke følger med hastighed og acceleration – til dels som i nogle hybrider.
Nissan pointerer, at man har arbejdet videre med systemet af hensyn til europæiske bilisters forventninger og krav.
E-Power-modellen har et lille batteri, der fungerer som buffer mellem benzin- og elmotor, og bremseenergi kan opsamles her. Batteriet er ikke så stort, at bilen i almindelighed kan køre med slukket benzinmotor, men det er dog muligt ved f.eks. langsom køkørel.
Se mere: MG EHS – kinesisk plugin-hybrid til skarp pris
Forventning: ca. 19 km pr. liter
Nissan forventer, at den officielle benzinøkonomi bliver lige under 19 km pr. liter og får et CO2-tal på ca. 122 gram pr. km. Det kan ses i forhold til, at dagens Qashqai med 160 hk-benzinmotor kører godt 14 km pr. liter (157-161 gram). Det betyder en reduktion i forbrug og CO2 på ca. 24 procent.
E-Power – en seriehybrid
E-Power er det, man kalder en seriehybrid – i modsætning til traditionelle hybrider, der i hovedtræk er en parallelhybrid, hvor el- og forbrændingsmotor arbejder side om side eller sammen. I en seriehybrid sidder benzinmotoren i den ’ene ende’ og producerer strøm til elmotoren, der altid driver bilen. Dermed minder Qashqai E-Power om Opel Ampera og BMW i3 Rex med den forskel, at disse to kunne lades op fra en stikkontakt.
Det er ikke muligt at oplade Qashqai E-Power. Det ville kræve et noget større batteri. Det ville være teknisk muligt, siger Nissans specialister til Motor, men det ville fordyre bilen for meget.
Ud over at forbedre brændstoføkonomien og tilbyde en ’grønnere’ mulighed til bilkøbere, der har svært ved at lade en elbil hjemme, er bilen udviklet for at udgøre et billigere alternativ til en rigtig elbil.
Beskattes hårdt i Danmark
Om Qashqai E-Power i Danmark rent faktisk bliver billigere end mærkets kommende elbil, Ariya, er dog usikkert. Qashqai E-Power bliver nemlig afgiftsmæssigt betragtet som en almindelig benzinbil, hvorimod rene elbiler i den prisklasse er fuldstændig fritaget for registreringsafgift i Danmark.
Hvordan den prissættes i forhold til de øvrige Qashqai-varianter – og Ariya - er uafklaret.
Mens de almindelige benzin-udgaver er klar inden sommerferien, kommer E-Power-udgaven først ’en gang’ i 2022.