At se på ny bil hos bilforhandlerne er ikke nemt her i begyndelsen af 2021, men så må du kikke på nyhederne her, hvor vi skuer ud over hele 2021 og et stykke ind i 2022.
70 helt nye modeller kommer ud til danskerne i løbet af det næste årstid - det højeste antal Motor nogensinde har registreret. Tælles varianter, facelifts m.m. med, passerer tallet 160, viser vores gennemgang af årgang ’21.
Elbiler kommer der en voldsom strøm af. Omkring 50 kan vi tælle de næste 12-15 måneder, inklusive varevogne. Også plugin-hybriderne er der gang i, men antallet er med 25 lavere end i fjor.
Mange kinesere på vej
Markant er også, at for et år siden var der ingen kinesiske bilmærker i Danmark. Lige nu er der to, og inden årets udgang kan der formentlig være op til seks.
Se også nyhederne i kort oversigt (opdateres løbende)
Selv om nyhedslisten er lang, vil der dukke nyheder op i andet halvår, som det er lykkedes bilmærkerne at holde skjult for Motor. Omvendt vil der også være lanceringer, som bliver forsinket til ind i 2022. Men her er det store overblik.
Oversigten er baseret på først og fremmest officielle og uofficielle oplysninger fra de danske bilimportører suppleret med kilder hos bilproducenterne og oplysninger fra biludstillinger, internationale medier og Motors spionfotografer.
Klik på det bilmærke du vil læse om
-
Aiways
- Aiways har haft svært ved at komme ud af starthullerne, men efter at den danske Suzuki-importør er kommet ind over, er planen at lancere U5-modellen i april eller maj. U5 er en yderst rummelig crossover med en rækkevidde på ca. 400 km. Den får efter planen selskab af coupé-crossoveren U6.
- Alfa Romeo
- Alfa Romeo må for tredje år i træk klare sig igennem året uden helt nye modeller. Den længe ventede, kompakte SUV, Tonale, er først klar til kunder et stykke ind i 2022. Modelprogrammet for Giulia og Stelvio er skåret til, så det fokuserer på 'Evoluzione'-specielmodeller med store hjul og andre Alfa-kendetegn. Stelvio som diesel får desuden firehjulstræk. Og inden længe modtager de første af et par håndfulde danske kunder deres ekstreme GTA og GTAm.
- Audi
-
Audi tager sig et elektrisk år. Årets store nyhed er den eldrevne Q4 E-tron, der er beslægtet med VW ID.4. Audi’en kommer i to udgaver. Inden sommerferien gælder det den almindelige SUV, og i det tidlige efterår er Sportback’en med coupéagtigt bagparti klar. Ren el er der også ved årets anden store Audi-nyhed, supersportsvognen E-tron GT, som teknisk er i familie med Porsche Taycan. GT-modellen kommer både i en ’standardudgave’ og i en endnu vildere RS-version. 800-volt bilen er klar til kunder til foråret.
Audi har en del mere. Vi ved, at Q3 og Q3 Sportback i begyndelsen af året kommer som plugin-hybrid (TFSI e). Også den fornyede Q5 fås (i første kvartal) som opladningshybrid, og samtidig lanceres den nye Q5 Sportback, inklusive som plugin-hybrid. Her i begyndelsen af året tilbydes desuden den lille Q2, som for nylig har fået et facelift, i en heftig SQ2-motorisering. En stor elbil på størrelse med A7, men på en helt ny elbil-platform, er under udvikling sammen med Porsche, men er tidligst klar i 2022.
- BMW
-
BMW ruller ledningerne ud. Nogenlunde til tiden for at fange den elektriske bølge lancerer det bayerske mærke hele tre elbiler i år. Det begynder med X3, som til februar springer ud som ren elbil under navnet iX3. Til november følger den epokegørende iX, som er en helt ny model i BMW-programmet – nytænkt i teknik og design ud over det at være elektrisk. Og allerede måneden efter gælder det i4, som er en elektrisk 4-serie firedørs coupé. Men vi formoder, at yderligere to elbiler er på trapperne. X2, som netop er lanceret som plugin-hybrid, er fanget af spionfotografer som iX2, dvs. rent eldrevet. Den er nok helt klar lidt ind i 2022. Omtrent samme tidshorisont gælder for 3-serien som elbil – men den kan jo dårligt nok hedde i3…
- BYD
-
BYD er kommet til Norge, og det kinesiske elbilmærke er sandsynligvis også nået til Danmark efter sommerferien. Første model er formentlig denne store, luksuriøse Tang. Mærket har også varevogne.
- Citroën
-
Citroëns store 2021-nyhed bliver C4, som med lidt forsinkelse er klar i begyndelsen af året. Som øvrige nye modeller fra den franske del af Stellantis-koncernen vil der være valg mellem benzin, diesel og ren el. Efter sommerferien bliver C3 Aircross frisket op, og sidst på året kommer Berlingo i en rent elektrisk udgave kaldet ë-Berlingo. En helt ny, shooting brake-agtig C5 er udskudt endnu en gang. Den er nok først klar i 2022.
- Cupra
-
Cupra har overtaget søstermærket Seats elektriske Born og kan dermed allerede sidst på året lancere sin første elbil, der er nært beslægtet med VW ID.3. Da El-Born (som den hed den gang) blev vist som en Seat konceptbil, havde den 204 hk fra sin ene motor, men det kan være, at der skrues op, når den nu er forfremmet til at være Cupra. Den mellemstore crossover Formentor kommer til marts med som e-Hybrid (plugin-hybrid) med 245 hk. Sidst på året udvides med en grundmodel med 150 hk. Den store elbil, Tavascan, er næsten to år væk.
- Dacia
-
Dacia har helt usædvanligt to store nyheder på et år. Den rummelige minibil Sandero er klar i en helt ny generation fra begyndelsen af marts. Stepway, en SUV-pyntet version, tilbydes fra begyndelsen. Til efteråret rammer den elektriske bølge lavprismærket, når den meget lille og billigere Spring er klar til private købere - formentlig som Danmarks klart billigste elbil. En fabriksbygget varevognsudgave gør sit indtog allerede i foråret. Dacia har til gengæld mistet sin varevogn Dokker, der genopstår som Renault Kangoo Express. En stor SUV, kendt som Bigster, er formentlig først klar i 2023.
- DS Automobiles
- DS Automobiles er på vej til at fordoble sit modelprogram – fra to til fire. Om kort tid vises den mellemstore DS 4, og den ventes klar i Danmark sidst på året. Bilen kommer som plugin-hybrid (E-Tense) med samlet 225 hk, men også med benzin- og dieselmotorer. Ren el er tvivlsomt. Den ekstravagante DS 9, som bygges i Kina, når formentlig først til Danmark efter årsskiftet.
- Fiat
-
Fiat er i forandring i år, hvor de nye afgifter skaber usikkerhed om flere af modellerne. Det gælder dog ikke den nye, elektriske 500, tværtimod. Den er fortsat afgiftsfri, og Fiat lancerer reelt bilen nu. Det sker med alle tre karrosseriudgaver, den almindelige tredørs, cabrioleten og den særlige 3+1, hvor ettallet indikerer en ekstra lille dør i højre side. To batterier kan kunderne vælge imellem. Den klassiske 500 fortsætter året ud i en mildhybrid-udgave, som får en lille opdatering til februar. Tipo har lige fået en opgradering og er blevet 14.000 kr. billigere efter afgiftsreformen, men Fiat venter en stund med egentlig lancering p.gr.a. corona-situationen. Også Panda har lige fået en opgradering. 500L og 500X er sat på pause i det danske modelprogram, da de nye afgifter ser ud til at øge prisen for meget. Punto forsvandt i 2019, og der er først udsigt til en ny minibil en gang i 2022. Varevognen Ducato kommer som elbil omkring marts og får et større facelift senere på året.
- Ford
-
Ford får et alsidigt år. Den mest markante nyhed er elbilen Mustang Mach-E, som er forsinket, så den kan leveres til sommer. Crossoverens rækkevidde ligger på 450-600 km afhængig af variant. Ford sætter også strøm til S-Max, Galaxy og Kuga - i form af fuldhybrider, der ikke kan lades op med kabel. Alle tre kommer til foråret, og de to MPV’er får samtidig en opdatering. Årets første Ford-nyhed er Puma i ST-udgave – klar her i januar, og hen over året tilbydes automatgear til de Ford-modeller, som ikke har haft muligheden hidtil. Desuden inviterer Ford på gang ’speciel effects’ i form vilde udgaver af Ranger - Stormtrak og Raptor SIP – og den klassiske Mustang i Mach 1-udgave, som er en 460 hestes bane-egnet version. Desuden lancerer Ford den store Transit som elbil.
- Honda
-
Honda har kurs mod endnu en elektrisk bil. En afløser for den otte år gammel HR-V kommer sidst på året. En konceptbil vist i Kina var rent elektrisk, men bilen til Europa er en hybrid. Her og nu får den store CR-V en mindre opdatering, mest i kabinen. Trådløs telefonholder er en af forbedringerne.
- Hyundai
-
Hyundai har tre markante nyheder i år. Her i januar lanceres en ny og stærkt forbedret Tucson, som i løbet af foråret også fås som plugin-hybrid og med N Line-udstyr. Til sommer gælder det den uhyre interessante elbil Ioniq 5 – første eksempel på Hyundai-Kias nye elbilteknologi. Og formentlig til efteråret arriverer den helt nye mini-SUV, Bayon, som er på helt samme størrelse som Kona, men skal tilsyneladende ikke afløse denne fire år gamle model. I hvert fald ikke indtil videre.
Hyundai har desuden en række mindre nyheder. I begyndelsen af året får den elektriske udgave af Kona et facelift, og inden sommerferien får den store SUV Santa Fé comeback. Den fik internationalt et facelift i 2020, og kommer nu til Danmark, men det danske modelprogram bliver ændret, så kun plugin-hybriden kommer. I løbet af foråret kommer både i20 og i30 i de sportslige N-versioner. Yderligere nyheder er formentlig i posen til efteråret.
- Isuzu
-
Isuzu har et meget lille modelprogram, men i år er der en stor nyhed. Pickup-specialisten lancerer til marts en ny D-Max.
- Jaguar
-
Jaguars største nyhed i 2021 skulle have været den rent elektriske XJ-limousine. Men bilen er i sidste øjeblik blevet droppet. 2021 begrænser nyhederne hos forhandlerne sig til E-Pace og F-Pace som plugin-hybrid, klar til foråret, foruden mildhybrid-teknik i de fleste andre modeller.
- Jeep
-
Jeep er et af de mærker, der vinder ved afgiftsreformen - når det gælder plugin-hybrider. Dem satser mærket stærkt på nu. Både den lille Renegade og den mellemstore Compass bliver fra nu af kun solgt med opladningsmulighed, noget der blev en mulighed sidst i 2020. Compass får tilmed et meget stort facelift i løbet af marts-april. Den store Grand Cherokee er netop præsenteret i en helt ny generation, som formentlig når til Danmark i andet halvår. En plugin-hybrid er også her en mulighed. Den rustikke Wrangler kommer til foråret til Danmark som opladningshybrid, selv om bilen ikke kvalificerer som lav-emissionsbil og dermed lav afgift.
- Kia
-
Kia, der allerede har to elbiler, kaster sig i 2021 for alvor ud i den elektriske fremtid. Det sker til oktober med en mellemstor crossover, der skal hedde EV6. Den er første Kia på en helt ny platform med spændende ny teknik, bl.a. 800 volt, hurtig ladning og lang rækkevidde. Desuden har Kia netop introduceret sit flagskib, Sorento, i en ny generation, og til marts fås den også som plugin-hybrid. Allersidst på året – eller primo 2022 – kommer den mindre Sportage-SUV, søsterbil til Hyundais Tucson. Herudover får hele Ceed-familien et facelift til efteråret.
- Land Rover
-
Land Rover må klare 2021 uden helt nye modeller. Men den nye Defender lanceres nu i den korte 90’’-udgave, som en del danske kunder har ventet på. Desuden kommer Discovery Sport og Range Rover Evoque som plugin-hybrid. Andre varianter får mildhybrid-teknik.
- Lexus
-
Lexus er tilbage! - skrev vi for et år siden. Det passede bare ikke. Toyotas plan var at gen-introducere luksusmærket Lexus i foråret 2020. Ud over pandemien kom der tilsyneladende også interne ting på tværs. Men i dette forår bør det ske – otte år efter at mærket trak sig ud af Danmark. Modelprogrammet vil stadig være omfattende med syv modeller. Der er fokus på fire SUV-modeller, UX, NX, RX og RXL. Den mindste, UX, fås også som ren elbil. Desuden tilbydes sedanen ES, limousinen LS samt coupé-varianten SC. Alle har hybridteknik.
- Lynk & Co
-
Lynk & Co er et nyt bilmærke, vi skal vænne os til. Det alternative mærke fra Geely-Volvo-familien kan formentlig bestilles i Danmark midt på året. Der er ingen aktuelle planer om et dansk udstillingslokale, og bilerne bestilles på nettet. De kan ikke købes – man skal abonnere på dem. I første omgang er der kun én model til Europa, 01. Den fås som hybrid og plugin-hybrid og kun i ét udstyrsniveau. I første halvår er SUV 03 formentlig klar.
- Maxus
-
Maxus dukkede næsten uvarslet op i december med den elektriske syvpersoners Euniq. Det kinesiske mærke, som gør det mest i MPV’er, minibusser og varevogne, forventer at udvide programmet i Danmark. Intet er bekræftet, men næste nyhed kunne blive Euniq 6, en mellemstor crossover, der her ses som plugin-hybrid. Den rene eludgave har en noget anden front. En elektrisk varevogn, E-Deliver 9, er bekræftet til marts.
- Mazda
-
Mazda byder på mange små, men ingen store nyheder i 2021. En længe omtalt stor model på en ny, baghjulstrukket platform er først klar i begyndelsen af 2022, men vi ser den nok til efteråret. Det er formentlig en crossover, som bliver ny i modelprogrammet, lige som CX-30 supplerede, men ikke afløste CX-3. Så altså en ’CX-50’. Nyheden tilbydes som plugin-hybrid, men næppe som ren elbil. En ny Mazda 6 med samme teknik har lange udsigter. I år kan Mazda-købere se frem til en masse mindre forbedringer. Til februar-marts får CX-5 en opdatering med bl.a. nyt infotainment-system og opkoblingsmulighed, og til foråret fornys 3 og CX-30. Særligt opgraderes Skyactiv-X-motoren med større ydelse og mindre forbrug. Der er ikke aktuelle planer om at genintroducere CX-3, som ellers lige har fået et facelift. Derimod får roadsteren MX-5 nu comeback med fornuftige priser – fra 280.000 kr.
- Mercedes-Benz
-
Mercedes-Benz har med sit enorme modelprogram en vældig mængde nyheder. Markant er lanceringen af hele fire nye elbiler de næste 12-15 måneder. Til marts introduceres EQA, en elektrisk udgave af GLA. På (næsten) samme måde er EQS, som er klar til sommer, en elektrisk S-klasse. Samtidig er den tilmed klar i en AMG-version! I begyndelsen af 2022 følger Mercedes op med yderligere to elbiler, EQB og EQE. Forklaring er vel ikke nødvendig.
Til sommer lyser en helt ny C-klasse på Mercedes-stjerne-himlen. Sedan og stationcar er klar samtidig, mens AMG C 63 følger trop til vinter. Sommeren er tid for en lang række andre nyheder: S-klassen i den ekstravagante Maybach-udførelse og som plugin-hybrid (S 580 e), facelift af CLS og AMG CLS 53 samt af AMG GT 4-dørs coupé. I anden halvdel af året kommer den store SL i AMG-udgave.
- Mini
-
Mini tager sig endnu et torneroseår. Ingen nye modeller for andet år i træk. Men der er til marts et større facelift af 3-dørs, 5-dørs og Cabrio. Designet er strammet op, og udstyrslinjerne er forenklet.
- Mitsubishi
-
Mitsubishi er på vej til at lukke i Europa, selv om bl.a. Norge ser ud til at introducere den fornyede Eclipse Cross. Men i Danmark lanceres der ikke nye modeller, som verden ser ud nu. Outlander, som er populær som plugin-hybrid, kan dog leveres et pænt stykke ind i 2021, men den nye kommer ikke. Alle øvrige modeller er reelt udgået.
- MG
-
MG var et ukendt bilmærke for et år siden – reelt også for den nuværende importør, der først fik aftalen på plads i april. Men det går stærkt for det kinesiske mærke. Her i januar lanceres den mellemstore SUV, EHS, der altid er en plugin-hybrid. Senere på året får den rent elektriske ZS en opdatering, og så skulle der være endnu en helt ny model på vej i 2021. MG er ikke spor konkret, men det er ikke den elektriske stationcar, som sælges i Storbritannien. Derimod kan det være den sportssedan, der i 2017 blev vist som konceptbilen E-Motion (billedet).
- Nissan
-
Nissan er værd at holde øje med i år. To store nyheder er på vej. Til sommer er den helt nye Qashqai klar til danske kunder. Bedre plads, mere lækre materialer, store skærme og velkendt design. En elektrificeret udgave, kaldet E-Power, følger efter i 2022. I begyndelsen af 2022 kommer en spændende elbil i form af Qashqais elektriske fætter, Ariya. Teknisk står denne crossover-elbil på en helt ny platform med valg mellem to batteristørrelser, fem motorydelser og forhjulstræk/baghjulstræk samt fem udstyrsniveauer. Kæmpeskærme er standard. Også i begyndelsen af 2022 er en helt ny X-Trail klar.
- Opel
-
Opel er en smule forsinket med sine oprindelige 2020-nyheder, men til gengæld myldrer nye modeller frem her i første halvdel af 2021. Årets største nyhed er en ny Mokka, som arriverer til foråret. Den kompakte crossover fås med frit valg mellem benzin, diesel og ren el. Også en helt ny Astra er under opsejling – formentlig med samme brede motorudvalg som Mokka og i hvert fald beslægtet med den nye Peugeot 308. Vi ser Astra sidst på året, men hatchback’en er først klar hos danske forhandlere lidt ind i 2022.
- Peugeot
-
Peugeot er klar til udskiftning i mellemklassen. Efter otte år er det blevet tid til en helt ny 308, som fra begyndelsen fås som femdørs og stationcar. Introduktionen i Danmark ventes at ske enten i det sene forår eller efter sommerferien. Det er småt med oplysninger, men forvent i hvert fald en elektrificeret model. To andre, rent elektriske modeller lanceres også, begge i den praktiske afdeling: I begyndelsen af året kommer varevognen e-Traveller, og sidst på året er det den mindre Partner, som får sat et lille e foran navnet. Den tidligere annoncerede, heftige 508 Sport Hybrid er skiftet fra ’primo 2021’ til ’uafklaret’.
- Polestar
-
Polestar, det unge luksus-elbilmærke i Volvo-gruppen, suser ind på den danske bilscene i år. Første og indtil videre eneste model hedder 2, og den er klar til danske kunder til oktober eller november. Polestar 2 er på størrelse med Volvo XC 40 (men lavere), og de to har næsten samme teknik. Kort efter, formentlig i første halvdel af 2022, er Polestar 3 klar.
- Porsche
-
Porsche har i hvert fald én ny model på plakaten i år, elbilen Taycan Cross Turismo. Det er en slags stationcar-udgave af den succesfulde elbil, Taycan, som der blev indregistreret flere end 300 af sidste år. Cross Turismo er stadig ikke vist i sin endelige form, men de første kunder kan formentlig få deres bil til sommer. Den almindelige Taycan kommer til marts i en grundudgave uden firehjulstræk, og dermed fås elbil fra blot 750.000 kr. Specialmodellen 911 GT3 er formentlig klar til efteråret, og ca. samtidig eller lidt senere får Macan et facelift.
- Renault
-
Renault fyrede mange nyheder af i 2020 og kører mere stille i år. Den helt nye elbil, kaldet e-Mégane, når først frem lidt ind i 2022. Årets største og næsten eneste nyhed er crossover-coupéen Arkana, en model med Captur-teknik, men på størrelse med Kadjar. Kommer lige efter sommerferien – fra Sydkorea, i øvrigt. Desuden lancerer Renault adskillige nye varevogne: Kangoo, Kangoo Express (en opgraderet Dacia Dokker) og en Trafic.
- Seat
-
Seat har ingen helt nye modeller i år, men byder alligevel på en del nyt. Til februar kommer flagskibet Tarraco som plugin-hybrid (men uden mulighed for syv sæder), og til juli får både Ibiza og Arona et stort facelift, der bl.a. omfatter en stor opgradering af kabinen. Og så får den lille elbil Mii comeback, da produktionen – efter nogen tvivl og forvirring om bilens fremtid – nu atter kommer i omdrejninger. Prisen er dog steget 10.000 kr.
- Skoda
-
Skoda siger lidt, men godt på nyhedssiden i 2021. Noget meget godt. Særlig interessant er lanceringen af crossover-elbilen Enyaq, som er klar til maj – et par måneder efter søsterbilen VW ID.4. Flere batteristørrelser, en rækkevidde på op til 537 km og høj påhængsvægt. Efter sommerferien følger grundmodellen med 50 kWh-batteri og sidst på året fås de firehjulstrukne udgaver, og til september følger en coupé-udgave.
Allersidst på året gælder det Skodas populære minibil Fabia i en helt ny generation. Hvor høj grad af elektrificering, den får, er uvist, men der kommer ingen ren elbil her. Endelig byder november på et facelift af den store Kodiaq.
- Smart
-
Smart er reelt ude af Danmark. Elbilmærket får formentlig først comeback, når en helt ny generation af modeller, udviklet sammen med Geely og bygget i Kina, er klar sidst i 2022 eller i 2023.
- Subaru
-
Subaru kan til maj lancere sin store 2021-nyhed, en helt ny Outback. Ikke noget med strøm her, overhovedet, men en klassisk 2,5 liters benzin-boksermotor. Den elektriske fremtid er dog på vej. Formentlig i første halvdel af 2022 kommer en rent elektrisk SUV i mellemstørrelse, udviklet sammen med Toyota.
- Suzuki
-
Suzuki har fået tyndet ud i modelrækkerne, og andre rammes af afgiftsreformen trods mildhybrid over hele linjen. Både Celerio og Baleno udgik sidste år og får ingen efterfølgere. Den lille Ignis rammes hårdt (+14.000 kr.) af de nye afgifter, men fortsætter i programmet. Skæbnen for de to nye, store modeller fra Toyota, opladningshybriden Across og fuldhybriden Swace, der netop er lanceret, er usikker efter store afgiftshop. Den lille, rustikke Jimny bliver paradoksalt nok billigere, men er til gengæld udsolgt. En ny sending kommer til april-maj, men nu i en ny variant uden bagsæde. Reelle nyheder er der også. Efter sommerferien kommer Vitara som fuldhybrid, og sidst på året lanceres en helt ny mellemklassemodel. Efter alderen at dømme må det være S-Cross, der står for tur.
- Tesla
-
Tesla arbejder som en gal på at få fabrikken i Tyskland klar. De første Model Y forserie-biler ventes bygget omkring marts, og de første danske kunder kan formentlig få deres Y efter sommerferien. Model 3 har for nylig fået mange små forbedringer, bl.a. leveres de firehjulstrukne udgaver med varmepumpe, og den officielle rækkevidde på Long Range øges 20 km og på Performance med 37 km. Omkring september kan Model S og Model X leveres i kraftigt opdaterede udgaver. Bilerne, hvoraf Model S nærmer sig ni år, har fået helt ny førerplads med bl.a. nye skærme. Desuden kan begge modeller fås i de hysterisk hurtige Plaid-udgaver.
- Toyota
-
Toyota fortsætter ufortrødent med at udvide sit SUV-program. Årets vigtigste nyhed bliver Yaris Cross, der ikke blot er en forhøjet Yaris, men en selvstændig og ganske rummelig model. Yaris Cross bør være klar i Danmark til august eller september. Benzinmotorer med og uden hybridteknik tilbydes. Det bliver muligvis også i år (eller lidt ind i 2022), at der kommer en helt ny efterfølger til mikrobilen Aygo. I den modsatte ende af skalaen gælder det den syvpersoners SUV, Highlander, som lukker hullet mellem RAV4 og Land Cruiser. Om det bliver til efteråret eller lidt ind i 2022 er uafklaret. En tredje ny SUV kunne blive Corolla Cross, som blev lanceret globalt i sommeren 2020, men den danske importør kan hverken af- eller bekræfte, at SUV’en kommer til Danmark. Den ligger meget tæt på C-HR i størrelse, men er en god del højere. Sikkert er det derimod, at Camry får et mindre facelift til april eller maj.
- Volvo
-
Volvos store 2021-nyheder er rent elektriske. Til efteråret kommer XC40 omsider som ren elbil med tilnavnet Recharge, men i første omgang kun i små styktal. Endnu en elektrisk nyhed er den beslægtede C40 Recharge, men formentlig er den først i Danmark i 2022. Derudover vil det være oplagt, at XC60 får et facelift, men Volvo er lukket som en østers om sin produktstrategi. Endelig kan det være, der kommer forbedringer af plugin-hybriderne, hvoraf XC60 og XC90 i den nuværende form ikke kvalificerer til at være lav-emissionsbiler.
- VW
-
VW har et væld af nyheder de næste 12 måneder. Faktisk en hel snes, når alt tælles med. Og ikke alt er rent elektrisk. Vigtig er elbilen ID.4, en crossoverudgave af ID.3, som er klar i de første udgaver til marts. Et par måneder senere er topmodellen med to elmotorer og firehjulstræk klar. Til november-december følger coupé-udgaven , ID.5. Tidligt i 2022 kommer en konventionel SUV-coupé baseret på den sydamerikanske Nivus. Andre markante 2021-nyheder er en ny Caddy-familie (februar) og en ny, Passat-baseret T7-Caravelle/Transporter (efterår).
Men nyhedslisten er meget længere: I januar kom Golf i nye varianter – stationcar, GTI Clubsport og Golf R – samt Tiguan R og Arteon facelift og den nye Arteon Shooting Brake, også i R-udgave. Til marts udvides med plugin-hybriderne Tiguan eHybrid, Arteon, og Arteon Shooting Brake eHybrid.