En barriere falder, når MG til efteråret kan introducere den elektriske stationcar MG 5 i Vesteuropa, herunder i Danmark.
Dermed kan man for første gang få en elbil i denne praktisk udgave, som danske bilkøbere traditionelt har holdt meget af.
MG 5 passer ind i den lille mellemklasse og er med en længde på 4,50 meter stort set på størrelse med VW Golf Variant. Bagagerummet er med 578 liter kun en smule mindre end i Golf.
400 km rækkevidde
Den officielle rækkevidde er en smule over 400 km, og lynladningen ser ud til at være forbedret i forhold til den mindre og ældre MG ZS. 80 procent opladning (formentlig fra 20 pct.) kan klares på 30 minutter.
Hjemmeladningen er forbedret markant i forhold til ZS-modellen, der kun kan lades med én fase (3,7 kW). 5-modellen klarer tre faser og dermed 11 kW. Motoren er på 135 kW (ca. 184 hk).
MG 5 må få trækkrog men trækvægten er beskeden, 500 kg. Dertil må dog monteres en tagboks med 75 kg.
Se mere: MGs store elektriske SUV
MG og VW ene om stationcars
MG 5 bliver den første rent elektriske stationcar, og forbliver formentlig en blandt få. Den eneste anden bekræftede er en VW-model i Passat-størrelse, muligvis med navnet ID.7. Den er dog først klar i 2023.
Den nye stationcar ser ud til at være en faceliftet version af den model, som MG i et stykke tid har solgt i Storbritannien. Den model havde en anden front og en dårligere rækkevidde på ca. 345 km.
Dermed er MG 5 ikke så avanceret som en anden MG-nyhed, SUV'en Marvel R. Den er bygget på næste generation platform og er klar allerede til sommer.