Løver lever ikke evigt. Heller ikke de løver, der siden 1850 har symboliseret Peugeot, der betegner sig selv som verdens ældste aktive bilmærke.
Det franske mærke har derfor fået nyt logo, som er en markant forandring fra det hidtidige. Men det er stadig en løve, måske endda lidt gammeldags eller klassisk, for det nye logo er et våbenskjold, udsmykket med et storslået løvehoved.
Peugeot er heller ikke blevet fristet af tidens tendens til at gøre logoer m.m. ekstremt enkle. Peugeots løve ligner stadig en løve.
Se forskellen på det tiende og det ellevte Peugeot-logo:
Peugeot har siden 1850 haft ti logoer, alle med et løveemblem. Det nye og ellevte, der er designet internt, beskrives af firmaet som strømlinet og elegant.
Kommer kun på nye modeller
Det nye symbol skal både benyttes på bilerne, hos forhandlerne og i den analoge og digitale kommunikation. Første model med det nye logo bliver næste generation 308, der kommer i handlen til efteråret.
Ifølge Peugeot vil logoet ikke komme på eksisterende modeller, kun på helt nye eller i forbindelse med større opdateringer.
Den nye stil lanceres netop, som Peugeot er blevet del af en endnu større bilfamilie, Stellantis.
Se mere: Ny kæmpe i bilernes verden
Peugeot bliver det femte store bilmærke, der inden for halvandet år har fået nyt logo. Andre, der har skiftet stil, er VW, BMW, Toyota og Kia.