VW’s ID.4 har fået en storebror. ID.6 hedder den foreløbige topmodel i den elektriske ID-familie, og det er en SUV med plads til seks eller syv personer, afhængig af version.
Den er 30 cm længere end ID.4 og når dermed op på 4,88 meter. Det giver plads til en tredje sæderække, og bilen kunne dermed være en fin, elektrisk afløser for danske familier, der hidtil har kørt i den forlængede Tiguan eller i Sharan – to modeller der er udgået.
Men VW har andre planer. ID.6, som netop har haft verdenspremiere på Shanghai-udstillingen, er nemlig kun tiltænkt det store, kinesiske marked, hvor der er enorm efterspørgsel efter både elbiler og storfamiliebiler.
VW kan ikke udelukke, at modellen på et tidspunkt kommer til Europa, men i givet fald bliver det ikke foreløbig – ikke inden for de næste par år.
7-personers MPV i 2022
Derimod kan danskere på et tidspunkt i 2022 købe VW’s syvpersoners MPV, der indtil videre kendes som konceptbilen ID. Buzz. Dermed sætter VW liv til en biltype, de syvpersoners MPV’er, som ellers er hastigt på retræte.
ID. Buzz kommer både som personbil og som dediceret varebil i to længder.
Op til 305 elektriske heste
Teknikken i ID.6 er den samme, som findes i ID.4. Kineserne får valg mellem batterier på 58 og 77 kWh, samme størrelser som i ID.3 og ID.4.
En forskel er, at I Kina tilbydes en version med op til 305 hk og firehjulstræk. En sådan findes ikke i Europa, men ID.4 GTX, der kommer til sommer, får ca. samme ydelse.
I Europa udvides ID.-familien sidst på året med ID.5, som ikke er større end ID.4, men er en slags coupe-version.
Se mere: Toyota springer på elbølgen med SUV