Toyota springer på elbølgen med SUV

Den første rigtige elbil fra Toyota får det besværlige navn BZ4X og lancerer et utraditionelt rat og instrumenthus. Bilen er klar midt i 2022 med en forventet rækkevidde omkring 500 km.

Toyota BZ4X ses her i konceptudgave.
Nyt om biler

Som det sidste store bilmærke gør Toyota klar til at lancere sin første fuldelektriske elbil, udviklet fra grunden.

Det bliver dog først midt i 2022, at den eldrevne Toyota gør sin entré. Det fremgår ved verdenspremieren af en konceptudgave i Shanghai, Kina.

Dermed er der god tid til at øve sig på navnet, BZ4X. Der er dog en logisk forklaring, som kan hjælpe.

BZ, som Toyota skriver bZ, står for ’beyond Zero”, altså på den anden side af nul, og bliver det nye undermærke for Toyotas rent elektriske biler.

Toyota BZ4X minder meget om RAV4 og er nogenlunde på samme størrelse.
Toyota BZ4X minder meget om RAV4 og er nogenlunde på samme størrelse. Ladeporten sidder i venstre forskærm.

4-tallet lader til at angive bilstørrelsen, og X’et fortæller, at det er en SUV/firehjulstrækker. Toyota giver ikke nogen indikation af, hvordan navnepolitikken helt præcist bliver udformet.

Nyt mærke: 'Beyond Zero'

Udtrykket beyond zero henviser til, at Toyota med sine kommende elbiler vil tænke længere end blot at sørge for, at selve kørslen sker uden emissioner. Bilen skal i hele sin livscyklus, altså også fremstillingen, være klimaneutral.

BZ4X er en mellemstor SUV på størrelse med RAV4, og designet minder på mange måder særdeles meget om Toyotas populære SUV.

Toyota BZ4X kommer på markedet i midten af 2022. Bilen bliver en verdensbil, men Toyota vil især sælge den i Kina og Europa.
Toyota BZ4X kommer på markedet i midten af 2022. Bilen bliver en verdensbil, men Toyota vil især sælge den i Kina og Europa.

En markant forskel er selve fronten, hvor Toyota udnytter, at der ikke længere er brug for ret meget køleluft.

Helt anderledes førerplads

En opsigtsvækkende fornyelse er førerpladsen. Toyota ser ud til at ville indføre en flyagtig indretning, hvor styretøjet ikke længere er et rundt rat, og hvor instrumenthuset er placeret over rattet. Dermed vil Toyota blande elementer fra Peugeots i-cockpit og Teslas nye rat i Model S og X.

Se mere: Teslas flagskibe får nye skærme og vilde ydelser

Ganske vist er der tale om en konceptbil, men designet af det særegne rat ser ikke særlig konceptagtigt ud, når man ser nærmere efter, men virker til at være den færdige udgave.

Toyota bekræfter da også over for Motor, at man arbejder på at indføre rattet, som fungerer helt digitalt, dvs. uden mekanisk forbindelse mellem rat og hjul. Men udviklingen er ikke færdig, og det er ikke endelig afgjort, om det kommer i produktion til Europa.

Under alle omstændigheder vil der komme et mere konventionelt rat.  

Toyota går nye veje med førerplads-indretningen. Rat er overskåret som styregrejerne i et Boeing-fly, og instrumenthuset sidder ovenover rattet. Toyota siger ikke noget om et eventuelt headup-display.
Toyota går nye veje med førerplads-indretningen. Rattet er overskåret som styregrejerne i et Boeing-fly, og instrumenthuset sidder ovenover rattet. Toyota siger ikke noget om et eventuelt headup-display. Rattet er 'steer by wire', dvs. at forbindelsen til hjulene er rent elektronisk.

Toyota giver ikke mange tekniske oplyser om BZ4X ud over at bilen er baseret på en ny, særlig elbilplatform kaldet e-TNGA. Der vil blive tilbudt versioner med både firehjulstræk og forhjulstræk.

Rækkevidde omkring 500 km

Batteriets størrelse og kemi venter Toyota med at fortælle om til tættere på lanceringen. Det gælder også rækkevidden og øvrige elektriske egenskaber. 

Dog siger Toyotas europæiske produkt- og marketing-direktør, Andrea Carlucci, til Motor, at det nok - som hos andre mellemstore SUV-modeller - bliver i omegnen af 450-500 km, måske en anelse mere. Der kommer 'mindst en' batteristørrelse.

Carlucci pointerer, at afgørende for en elbils anvendelighed er batteristørrelse gange ladehastighed gange tilgængelighed af ladeinfrastruktur. Og Toyota er meget opmærksom på at tilbyde en høj, brugbar ladehastighed.

Toyota har i dag elektriske varebiler baseret på Peugeot-Citroën-teknik samt sælger i Kina en eludgave af C-HR.

Toyota BZ4X bliver mærkets første elbil, når den er klar til kunder om lidt over et år.
Toyota BZ4X bliver mærkets første elbil, når den er klar til kunder om lidt over et år.

Ti procent elbiler i 2025

Toyota vil i 2025 tilbyde over 70 elektrificerede køretøjer globalt, heraf mindst 15 fuldt elektriske. Toyota-mærket vil have syv rene elbiler i programmet allerede i 2025.

Målet det år er, at mindst 90 procent af salget i Europa vil være elektrificerede biler. Fuldhybridbiler vil stå for over 70 procent, plugin-hybridbiler for over 10 procent og nulemissionsbiler som brintbiler og elbiler ligeledes for over 10 procent.

BZ4X er udviklet i tæt samarbejde med alliance-partneren Subaru, som får sin version af bilen. Også Subaruen ventes klar midt i 2022.

 

Nye elbiler i 2021 og 2022