Tesla taber tronen blandt elbiler

Bilsalget gjorde stærkt comeback i marts med flere indregistrerede biler end i januar og februar tilsammen. Opladelige biler går kraftigt frem og udgør en fjerdedel af bilsalget. Ankomsten af ID.4 betyder, at VW nu sælger flere elbiler end Tesla.

VW ID.4 kom hurtigt fra start.
Nyt om biler

En ud af fire nye biler i Danmark kan nu lades op. Salget af elbiler og plugin-hybrider nåede i første kvartal helt op på 24 procent. I samme periode sidste år udgjorde de hel- og halvelektriske biler kun 8,5 procent.

Det er hybriderne, der udgør langt den største del af de ’grønne’ biler, viser de nye tal fra De Danske Bilimportører. 2.996 elbiler og 7.520 plugin-hybrider fik nummerplade på i årets tre første måneder.

- Det går overraskende hurtigt med den grønne omstilling af personbilparken i Danmark. De nye bilafgifter giver et klart incitament til at vælge en opladelig bil, bemærker administrerende direktør i De Danske Bilimportører, Mads Rørvig.

Kraftig fremgang i marts

Brancheforeningen noterer også, at bilsalget gjorde stærkt comeback i marts efter nedlukningen i januar og februar.

23.734 personbiler blev indregistreret i marts. Det er flere end i januar og februar tilsammen.  Første kvartal sluttede med 43.898 nye personbiler, hvilket dog er ti procent færre end i 2020.

VW ID.4 blev lanceret i marts. Den første måned blev rigtig god for bilen. Om det var et opsparet behov, eller om det kun er begyndelsen på en kraftig efterspørgsel, vil de kommende måneder vise.
VW ID.4 blev lanceret i marts. Den første måned blev rigtig god for bilen. Om det var et opsparet behov, eller om det kun er begyndelsen på en kraftig efterspørgsel, vil de kommende måneder vise.

VW sælger flest elbiler

I marts stormede VW’s nye ID.4 ind på hitlisten med 450 biler, og selv om Tesla Model 3 nåede op på 550 i samme måned, solgte VW med bidrag fra ID.3 og Up samlet flere elbiler i første kvartal end Tesla. Tallet står 753 mod 574.

Det er første gang siden Model 3’s ankomst for to år siden, at Tesla ikke er det klart største elbilmærke i et kvartal.

Tallene kan ændre sig i begge retninger i den kommende tid. VW ID’4 er først lige lanceret i marts, men omvendt har Tesla været tilbageholdende med leveringer først på året på grund af afgiftsændringer. Model 3 er gået 34 procent tilbage fra 2020 til 2021.

I elbillandet Norge har Tesla Model 3 dog gjort kraftigt comeback med en fordobling af salget fra 2020 til 2021 og deler nu førstepladsen med Toyota RAV4.

Teslas konkurrent til ID.4, Model Y, kommer først i løbet af efteråret, hvor udbuddet af mellemstore, eldrevne SUV-modeller vil have passeret ti, bl.a. Audi Q4, MG Marvel R og Skoda Enyaq.

Læs om livet med elbil

Ford Kuga gør comeback

Blandt opladningshybridrene er Ford Kuga stærkt tilbage på tronen med flere end dobbelt så mange indregistreringer som nr. to på listen, Peugeot 3008. Den nye EHS fra MG er kommet stærkt fra start med næsten 300 biler i år.

Trods de elektriske bilers frembrusen, er det stadig traditionelle biler, der præger top 20 listen. Nummer ét i første kvartal er Peugeot 208 stærkt fulgt af en anden gammel kending, Nissan Qashqai.

Top 20 personbiler 1. kvartal
Nr. Model Antal
1 Peugeot 208 1.624
2 Nissan Qashqai 1.531
3 Ford Kuga 1.478
4 Citroën C3 1.428
5 Toyota Yaris 1.169
6 Opel Corsa 1.038
7 BMW 3-serie 1.004
8 Toyota Aygo 871
9 Hyundai i10 780
10 Skoda Octavia 764
11 Audi Q2 732
12 VW T-Roc 710
13 Mercedes-Benz GLB 702
14 Peugeot 3008 701
15 VW Polo 677
16 Peugeot 2008 619
17 Mercedes-Benz C-klasse 602
18 Skoda Fabia 593
19 Citroën C1 579
20 Kia Picanto 578
     
  Top 10 plugin-hybrider 1. kvartal
1 Ford Kuga 1.434
2 Peugeot 3008 629
3 Volvo XC40 414
4 Toyota RAV4 392
5 Citroën C5 Aircross 382
6 BMW X1 351
7 MG EHS 290
8 Skoda Octavia 289
9 Renault Captur 247
10 Kia Niro 194
     
Top 10 elbiler 1. kvartal
1 Tesla Model 3 573
2 VW ID.4 451
3 VW ID.3 257
4 Kia Niro 210
5 Renault Zoe 169
6 Hyundai Kona 156
7 Seat Mii 152
8 Fiat 500 104
9 Nissan Leaf 103
10 Audi E-tron 99
  Kilde: De Danske Bilimportører