Mazda skruer op for el, beholder benzin

Mazda vil lancere tre elbiler de næste tre år og en helt ny generation af elbiler fra 2025. Men Mazda tror meget på benzinmotoren længe endnu og er på vej med en ny sekscylindret motor.

Mazda sætter nu strøm til alle modeller, men mener at benzinmotoren skal leve længe endnu.
Nyt om biler

Mazda har siden 2020 haft en enkelt elbil i programmet, MX-30, men der har været meget stille om næste skridt. Nu bryder Mazda stilheden og giver en pejling for mærkets plan for elektrificering – som mange andre mærker har gjort de seneste par år.

Mazda vil nu accelerere sine planer for at gøre bilerne mere elektriske.

Der kommer 13 nye, elektrificerede modeller inden 2025, fortæller det japanske mærke. Mellem 2022 og 2025 vil Mazda lancere fem hybridbiler (med Toyota-teknik), fem plugin-hybrider og tre rene elbiler. Derudover får alle øvrige modeller mildhybrid-teknik.

Det fremgår ikke, hvor mange af de nye modeller, der er relevante for Europa.

Fælles platform til alle

De nye biler skal bygges på en platform kaldet Skyactiv Multi-Solution Scalable Architecture. Det dækker over, at bilerne kan have forskellige motortyper - og til dels have flere motortyper på én gang.

Mazda vil kombinere flere motortyper de kommende år. En rotationsmotor er her kombineret med opladningsmulighed fra nettet.
Mazda vil kombinere flere motortyper de kommende år. En rotationsmotor er her kombineret med opladningsmulighed fra nettet.

Ud fra udsendte illustrationer fremgår det, at der kommer benzin- og dieselbiler med 48 volt mildhybrid-teknik, pluginhybrider med benzinmotor og biler drevet af en rotationsmotor (wankel) i flere kombinationer med eldrift.

Den nuværende Mazda MX-30, der er en ren elbil, er annonceret og forberedt til at komme i en version med rotationsmotor som rækkeviddeforlænger. Hvornår det sker, er fortsat uvist.

Helt ny familie af elbiler

Mazda er samtidig på vej med en helt ny generation af elbiler, bygget på en platform udviklet kun til helt elektriske biler. Den hedder Skyactiv EV Scalable Architecture og kan bruges til elbiler af varierende størrelse og facon. Disse elbiler begynder at komme i 2025.

Alt om elbiler

Trods øget fokus på elektrificering holder Mazda fast i forbrændingsmotoren og udvikler den fortsat. Nye og miljøvenlige forbrændingsmotorer er på vej, og som den ener, Mazda er, kommer der snart en helt ny, sekscylindret rækkemotor.

Mazda holder fast i ambitionen om at være helt CO2-neutral inden 2050 og om, at alle modeller skal være elektrificeret inden 2030.