Den vildtvoksende Geely-familie, hvor Volvo Cars hører til, har fået endnu et knopskud. Radar hedder et nyt elbil-mærke, som skal tage sig af pickups, SUV-modeller og sågar ATV-køretøjer. Radar skal være et mærke for friluftsliv og udendørs aktiviteter.
Det nye mærke har lanceret sig selv ved samtidig at vise sin første model, pickup’en RD6.
Det er en fuldelektrisk bil bygget over Geely-koncernens alsidige SEA-platform, som også Volvo og Polestar kommer til at benytte på et tidspunkt.
Der er også en snert af europæisk design over bilen. Volvos tidligere designchef, Peter Horbury, som i mange år har turneret rundt blandt Geelys mærker, har været ind over designet fra hans designstudio i Storbritannien.
Se mere: Volvos designchef skifter til kineserne
Må ikke køre i byer
Pickups er hjemme i Kina et udpræget nichemarked og udgør kun to procent af bilsalget i verdens største bilmarked. I dag er det Great Wall Motors, der er den største pickup-producent i Kina.
Pickups må ikke køre i mange byer og benyttes næsten kun af bønder og andre i landdistrikter. Den nye Radar-pickup retter sig derimod mere mod private og fritidsmarkedet, muligvis i forventning om at kørselsforbuddet bliver lempet.
Men Geely ser formentlig store muligheder uden for Kina, idet udvalget af fuldelektriske pickups er yderst begrænset. Amerikanske Rivian er i spidsen, mens Tesla stadig ikke er tæt på at have sin pickup klar. Derimod har Ford netop lanceret en elektrisk udgave af F150, kaldet Ligthning.
Pickups er populære - blot ikke i EU
Sydøstasien og Mellemøsten udgør et stort potentielt marked, og det samme gør Syd- og Nordamerika. Europa, derimod, er et meget lille marked for de praktiske biler. Men da Radar også vil bygge SUV-modeller, er det tænkeligt, at sådanne versioner vil komme til vores længdegrader.
Geely siger dog ikke noget om, hvilke dele af verden Radar sigter mod udover Kina.
Under alle omstændigheder er Radar et udtryk for de enorme ambitioner, Geely Holding har, og den store kreativitet, alle de nye mærker, modeller og teknologier, koncernen har.
Selv satellitter til selvkørende biler og avancerede sikkerhedssystemer, har Geely nu kastet sig over. De første satellitter blev opsendt i juni.
Flere end 10 bilmærker
Ud over det lidt uanseelige hjemmemarked-mærke Geely omfatter koncernens mærker bl.a. Volvo Cars, Polestar, Lynk & Co, billigmærket Geometry (Kina), performancemærket Zeekr, Proton (Malaysia) og London EV Company (Storbritannien).
Desuden ejer Geely en stor del af Lotus, Renaults koreanske mærke Samsung Motor og Smart. Dertil elhelikopter-firmaet Volocopter samt rumfartsfirmaet Geespace.
Endelig har Geely en betydelig ejerandel i Daimler og Volvo Trucks.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.