Elbiler dominerer nu voldsomt, når danske bilkøbere skal vælge ny bil.
I juli blev der (lige akkurat) sat historisk rekord ved, at elbiler udgør 51,5 pct. af alle nye biler. Tidligere rekorder var 51,4 pct. i december 2023 og 50,9 pct. i juni.
Samtidig fortsætter importen af brugte elbiler med at være voldsom høj, og når de brugtimporterede lægges til for juli, når elbil-andelen op på 64 procent. Dermed er næsten to ud af tre nyanskaffede biler fuldt elektriske.
Stort dyk i det meste af Europa
Den tydeligt øgede appetit på elbiler i Danmark står i skarp kontrast til udviklingen i mange andre lande. I Tyskland kom der i juli endnu et dyk i elbilsalget, denne gang på 37 pct., så elbiler i Europas største bilmarked nu kun udgør 13 pct. mod 20 pct. for et år siden.
Det samme er sket i Sverige og Schweiz, hvor nedgangen i juli var på hhv. 15 og 19 pct.
Læs også: Bilgiganter bakker med elbil-ambitioner
Den danske elbil-andel er bemærkelsesværdig, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
- Det skyldes den store interesse, danskerne har for elbiler, og at de mange nye og opdaterede modeller kan leveres, siger han.
'Danmark er en eventyrfortælling'
- I modsætning til situationen i andre lande, som har udfordringer med elbilsalget, fremstår Danmark som en eventyrfortælling. Der er mange forudsætninger, som går op i en højere enhed hos os: god ladeinfrastruktur, billig strøm og ikke mindst konkurrencedygtige bilpriser i kraft af afgiftsfritagelse på de fleste elbiler, siger Ilyas Dogru.
Plugin-hybrider, derimod, fortsætter deres langvarige nedtur, og udgjorde i juli under fire procent af salget. Ford Kuga er den eneste, der sælges i nævneværdigt antal og indtager en delt 17.-plads.
Ilyas Dogru bemærker også, at der er få billige benzinmodeller i top 10.
- Det skyldes manglende gode tilbud. Sidste år på det her tidspunkt var der gode leasingtilbud på Citroën C3 og Peugeot 208, og det samme gjaldt for Toyotas biler i begyndelsen af i år, siger han.
VW ID.4 til tops, Tesla Model Y nr. to
VW er tilbage på toppen med ID.4/ID.5, der fortsat går kraftigt frem med en tredobling fra sidste år. (ID.5 bidrager dog blot med 12 biler i juli). Dermed bliver Tesla Model Y, der går otte pct. tilbage, skubbet væk fra førstepladsen, men er dog en klar nr. to.
På en usædvanlig tredjeplads finder vi Renault Austral med hele 438 styks. Det sker dog udelukkende i kraft af en eller flere store ordrer fra leasing- eller udlejningsselskaber. Blot syv var til private.
Også Audi Q4 på en fjerdeplads er efterspurgt som ny og fordobler sit salg fra juli i fjor, mens Kia Niro blander sig i toppen efter gunstige leasingtilbud.
VW har også fået ID.3 med højt oppe på top 20, mens det kniber med at afsætte den nye ID.7 i større antal.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.