Afløseren for Danmarks mest populære elbil er klar
Nyt om trafik og biler
9. oktober 2026

Den populære VW ID.4 får helt nyt design og nyt navn: ID. Tiguan. Der er også store forbedringer i kabinen, men batteriteknologien savner en opgradering.
Vi danskere har taget VW’s første elektriske SUV til os i sådan en grad, at det er den mest udbredte elbil herhjemme. Men nu går VW væk fra bilnumre og over til bilnavne, og dermed ændrer ID.4 navn til ID. Tiguan
Samtidig har VW valgt at stoppe med coupéudgaven ID.5.
Det er ikke kun navnet, som ændres. Designet har også fået den helt store tur, så ID. Tiguan nu minder meget om den designlinje, som udspringer af den netop lancerede VW ID. Polo.
Linjerne er nu mere klassiske og mindre eksperimenterende og bløde, som vi så på VW’s første elektriske modeller. Det er, som om elbilerne er blevet mere voksne at se på. Og så har ID. Tiguan fået rigtige dørhåndtag både på for- og bagdørene!
Se video med VW ID. Tiguan
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Helt ny kabine i VW ID. Tiguan
Da VW lancerede ID-familien i 2020, blev bilerne kritiseret for, at kvalitetsfornemmelsen var for lav. Og selvom det især var galt for den mindre ID.3, så var ID.4 ikke lige så lækker i kabinen som Skodas søstermodel Enyaq.
Det bliver ændret med skiftet til ID. Tiguan. Ligesom eksteriøret er blevet mere voksent, så har kabinen også fået den helt store tur. Der er kommet flere fysiske knapper og materialevalget er samtidig blevet løftet adskillige klasser.

VW har i år genintroduceret en mere logisk knapbetjening af bilen, samtidig med at skærmene har fået flere muligheder for personalisering. Skærmen i passagersiden er ekstraudstyr.
Forandringerne er de samme, som vi også har set på den opdaterede ID.3 Neo og de nye Polo- og Cross-modeller. Og som vi formentlig også kommer til at se på de større ID.7 og ID. Buzz.
Der er kommet fysiske knapper på rattet i stedet for touchknapper. Der er kommet ekstra knapper i døren til elruderne, og så er der kommet knapper til bilens klimaanlæg. Sædevarmen gemmer sig dog stadig oppe på skærmen – man kan desværre ikke få alt.

Der er kommet rigtige dørhåndtag udvendigt på bilen, og baglygterne går hele vejen hen over bagklappen – ligesom på en Polo.
Kan trække op til 2 ton
VW lavede allerede en teknisk opdatering af ID.4-modellen i foråret, hvor de introducerede de nye mindre batterier med LFP-kemi og begyndte at samle de store batterier med NMC-kemi på en anden måde.
Batterier med LFP-kemi er billigere at bygge, men de fylder mere og har højere vægt pr. kWh. Basisbatteriet er nu på 58 kWh netto, og det giver ID. Tiguan en rækkevidde på op til 450 km.
Det lader ikke helt så kraftigt, som vi har set på andre LFP-batterier, og en 10-80 pct. opladning tager 26 minutter.
Det store 77 kWh-batteri giver naturligvis ID. Tiguan en længere rækkevidde. Her får man op mod 600 km i de baghjulstrukne udgaver af bilen. Lynladningen her tager 29 min. fra 10 til 80 pct.
ID. Tiguan kommer også til at kunne trække mere. Trækvægten på stigninger på op til 8 pct. er nu hhv. 1,8 og 2 ton for udgaver med det store og det lille batteri. Det er væsentligt højere end de 1.200 kg, man kan trække med de baghjulstrukne ID.4-modeller.

Efter lidt lang tid kommer der en fabriksgodkendt frunk til modellen, så man har et ordentligt sted at lægge sine ladekabler.
ID. Tiguan fra 300.000 kr.
Når ID. Tiguan kommer til Danmark omkring årsskiftet, vil priserne være på samme niveau som den ID.4, den afløser. Det vil sige, at billigste udgave med det lille batteri og basisudstyret Trend starter lige under 300.000 kr.
Trend får klimaanlæg med én zone, bakkamera, frunk, 15”-skærm med Android Auto/Apple CarPlay og varme i både forsæder og rattet.
For 30.000 kr. kan du opgradere til Life-versionen, der får alufælge, trezonet klimaanlæg, navigation, nøglefri betjening, trådløs opladning og ambientebelysning. Det virker som en lidt høj pris, og går man efter en billig ID. Tiguan, vil basisversionen sikkert tilfredsstille de fleste.

Tidligere var der kun to knapper til at betjene alle fire elruder. Nu har hver rude fået sin egen kontakt. Nyt er også det indvendige dørhåndtag, som ligeledes kommer på alle nye VW-modeller.
Det store batteri fås kun med Life-udstyr, og dermed starter prisen på 355.000 kr. Altså kun en merpris på 15.000 kr. Så ønsker du at opgradere, er denne version modellen, du bør gå efter.
Den mest populære Style-version fortsætter også. Her får du adaptive LED-forlygter, elbagklap, 230-volt-udtag i bagagerummet og lidt designdetaljer.
På grund af den forventede afgiftstigning stiger prisen på denne version til 389.995 kr. Det er en stigning på 10.000 kr. i forhold til ID.4. Vil du have firehjulstræk, koster det 30.000 kr. ekstra.

Bagagerummet er nærmest uændret på 534 liter og er fortsat meget regulært indrettet – og et 230-volt-stik er standard på Style-versionen.
