Spring til hovedindhold
Logo

Audi A2 genopstår som luksus-ID. 3

Nyheder

Nyt om trafik og biler

5. august 2026

Kamufleret Audi A2 forfra på Øresundsbroen.
Torben Arent

20 år efter at den unikke Audi A2 udgik, er mærket klar med en ny A2-model. Den er to numre større end forgængeren, og som søstermodel til VW ID.3 er den ikke så avantgardistisk som originalen. FDM har kørt første tur i nyheden.

Audi er på vej med en ny elbil, som bliver et nummer mindre end Q4. Så kunne man tro, at den skulle hedde A3, men navnet er A2, og efter at FDM har kørt den første tur i bilen, har vi et klart indtryk af, hvad det er for en bil.

Den korte beskrivelse er, at der er tale om en pendant til den faceliftede VW ID.3 på samme måde, som Q4 svarer til ID.4. Det er altså en kompakt, halvhøj hatchback.

Den virker som en behagelig, harmonisk bil med fin kabineplads, men det er svært at få øje på Audis slogan, Vorsprung durch Technik.

Åndelig efterfølger til alubil fra 1999

Navnet A2 er valgt, fordi Audi engang havde en meget avanceret minibil med samme navn. Den originale A2 var i produktion fra 1999 til 2005 og var unik ved at være bygget helt i aluminium. Desuden fandtes den i en særlig 3L-udgave, som blev ganske populær i Danmark. Bilen kunne efter datidens norm køre 100 km på tre liter diesel, altså 33,3 km pr. liter.

Kamufleret Audi A2 skråt bagfra kørende i tunnel.

Audi A2 e-tron får først officiel premiere senere, så den forserie-bil, FDM har prøvet, på en tur mellem København og Simrishamn i Skåne, var kamufleret.

Denne nøjsomhed forsøger Audi at overføre til den nye A2, der som elbil formelt hedder A2 e-tron. Ved præsentationen og den første lille testtur i for-serie-biler betonede Audis teknikere og PR-folk i høj grad effektivitet.

Audi har nørdet meget med aerodynamikken og effektivitet i de elektriske og elektroniske komponenter for at nedbringe energitabet. Det gælder også i den indbyggede lader.

Nøjsom med elektronerne

Ved den første tur ville Audi ikke oplyse det (forventede) officielle forbrug, men ved prøvekørslen ad svenske landeveje i lunt vejr viste forbrugsmåleren 125 Wh pr. km. Det tal kunne Audi-folkene rigtig godt lide, at journalisterne fotograferede – frem for det højere tal ved returkørslen ad motorvej.

Display med bl.a. energiforbrug.

På FDM's første etape i Audi A2 e-tron blev forbruget så lavt som 125 Wh pr. km (12,5 kWh pr. 100 km). Det er lavt, men turen gik mest ad svenske landeveje med sjældent over 70 km/t.

Det tal viser sig efterfølgende at flugte flot med den officielle værdi ved blandet kørsel (WLTP), som er på ned til 128 Wh. Det er pænt, men dårligere end Mercedes-Benz CLA (126 Wh). Audiens tal kræver, at man tilvælger en såkaldt effektivitetspakke, der bl.a. reducerer luftmodstanden en anelse. Den tilsvarende ID.3 har et officielt forbrug på 141 Wh.

Luftmodstandskoefficienten er pæn med en Cd-værdi på 0,24, og det er den laveste værdi blandt Audis kompakte modeller. Det sætter dog langt fra global rekord. F.eks. har den nye Xpeng L03 en Cd-værdi på 0,228 og Mercedes CLA ned til 0,21.

Kamufleret Audi A2 bagfra.

Den nye A2 har et meget skrånende bagparti i stil med modellen fra 1999 og har todelt bagrude.

Nøjes med 400 volt og 105 kW

Nå, mere interessant i dagligdagen er rækkevidden. Den oplyser Audi endnu ikke, men bedømt ud fra ID.3, vil den prøvede A2 nok klare omkring 440-450 km. Det er en model med 58 kWh LFP-batteri (61 kWh brutto). Lige som hos ID.3 forventer vi også at se et større batteri med måske 675 km rækkevidde og evt. et mindre med ca. 450 km.

Da platformen og de elektriske komponenter er omtrent de samme som i ID.3 & Co., er der ikke meget Vorsprung durch Technik. Bilen benytter 400 volt (i modsætning til Mercedes’ CLA der har 800 volt) og dermed nogle temmelig lunkne ladetider. Maks. ladeeffekt er 105 kW med det mellemste batteri på 58 kWh. Tovejsladning er muligt.

Køreoplevelsen i den baghjulstrukne A2 er behagelig og komfortabel, og selv om motoren gør køreturen harmonisk, er der på papiret ikke meget premium over motorydelsen på 190 hk.

Ligner slet ikke ID.3

Når det gælder karosseri, design og kabine, er A2 helt sin egen.

A2 e-tron har fået et skråt (og aerodynamisk) bagparti meget i stil med den originale A2’s. Det inkluderer en todelt bagrude, og det virker vellykket udefra, men set i bakspejlet er det knap så smart. Panelet eller bjælken mellem de to bagruder tager noget af udsynet bagud. Der er heller ingen bagrudevisker.

Bagagerum med tasker.

Audi offentliggør indtil videre ikke noget bagagerums-mål, men det virker fornuftigt - måske en anelse mindre end ID.3's 385 liter.

Bagsædepladsen er fin, både til knæ og hoved. Bagagerummet virker ok, men Audi opgiver ikke noget mål. Forud for verdenspremieren i september ønsker Audi heller ikke at oplyse, om bilen har frunk eller mulighed for anhængertræk.

Førerpladsen er næsten helt skjult i testbilen, men man fornemmer dog en flot skærmopsætning med to, nærmest sammenhængende skærme i stil med den faceliftede Q4. Vi kan også se betjeningsarme til afviserblink, gearvælger m.m. som på den nye Q3. Det ser godt ud og fungerer fint.

A2 e-tron bliver efter alt at dømme præsenteret i september, og bilen er formentlig på markedet sidst på året.