Bilgigantens store plan: 450 mia. kr. på 5 år
Nyt om trafik og biler
26. maj 2026

Stellantis-koncernen lægger kursen om og opruster efter flere dårlige år. Den nye plan betyder flere end 110 nyheder frem til 2030, tættere samarbejde med kinesiske mærker samt Jaguar Land Rover. DS og Lancia får lov at overleve.
Noget skulle ske efter længere tids elendighed i det firma, der står bag bl.a. Peugeot, Citroën, Opel og Fiat og en topchef, der blev smidt på porten. Og noget sker nu.
Stellantis, Europas andenstørste og verdens femtestørste bilkoncern, er klar med en omfattende plan, der skal rette op på fortidens synder og tilføre ny energi til koncernen, som globalt står bag 14 bilmærker: Peugeot, Citroën, Opel/Vauxhall, Fiat, Abarth, Alfa Romeo, Lancia, DS Automobiles, Maserati, Jeep, Ram, Chrysler og Dodge samt Pro One-varebiler.
Der er mange detaljer i planen, som kaldes FaSTLAne – STLA er børsforkortelsen for Stellantis. Men der sker ikke noget dramatisk med firmaets struktur. F.eks. får DS Automobiles og Lancia lov til at overleve, men lægges ind under hhv. Citroën og Fiat.
180 mia. kr. til nye biler
Der er store tal i sving: Stellantis vil de næste fem år investere den enorme sum af 450 mia. kr. Heraf går de 180 mia. kr. direkte til produkterne i form af platforme, motorer/batterier og nye teknologier.
Det vil frem mod 2030 resultere i flere end 60 nye modelintroduktioner og 50 betydelige opdateringer/facelifts på tværs af alle mærker og drivlinjer.
Produktoffensiven omfatter 29 nye elbiler, 15 plugin-hybrider og elbiler med rækkeviddeforlænger, 24 ikke opladelige hybrider og 39 biler kun med forbrændingsmotor. Stellantis får summen til at bliver over 110.

Stellantis store plan frem til og med 2030: 29 nye elbiler, 15 plugin-hybrider og elbiler med rækkeviddeforlænger (EREV), 24 ikke opladelige hybrider og 39 biler kun med forbrændingsmotor. Det giver den procentfordeling, som grafen viser.
27 pct. er elbiler
Det betyder, at kun 27 pct. af nyhederne vil være rene elbiler, hvilket er et tilbagetog fra tidligere planer om en meget høj elbil-andel. Fordelingen er dog global og dækker områder, bl.a. Nord- og Sydamerika, hvor elbil-andelen ikke er er nær så høj som i Europa og heller ikke ventes at blive det foreløbig.
En af de mere markante nyheder er genkomsten af Citroën 2CV. Den ultrabillige elbil kan være klar i 2028, fortalte Citroën i forbindelse med offentliggørelsen af den store Stellantis-plan.
Læs også: Citroën 2CV kommer tilbage
2CV og en model fra Fiat, formentlig en moderne Panda, bliver første biler på en helt ny og billig platform kaldet E-Car.
I Europa skal modellerne fra de mange mærker være mere forskellige end i dag, og Stellantis vil øge udbuddet i den vigtige mellemklasse (kaldet C-segmentet).
De vigtigste mærker: Jeep, Ram, Peugeot og Fiat
Stellantis’ største og mest globale mærker er Jeep, Ram, Peugeot og Fiat, og de har størst potentiale til at tjene penge til firmaet og bliver ’naturligt’ først til at lancere nye globale platforme. Disse fire mærker plus Pro One vil blive forkælet med 70 pct. af produktinvesteringerne.
Et middel til at effektivisere er at samle fem platforme til én ny, kaldet STLA One. Den vil danne basis for særdeles mange modeller i mange størrelser - fra en Peugeot 208 til en Peugeot 5008. Første modeller på den nye platform kommer allerede i 2027, så den har været under udvikling længe.

En teknisk kerne i Stellantis' fremtidige modeller er en helt ny platform kaldet STLA One. Den skal bruges til biler i tre størrelses-klasser.
Platformen integrerer en række nye elementer: STLA Brain, som er den centrale computer med tilhørende software-arkitektur, STLA Smart Cockpit, der bliver en ny måde for bilisterne at interagere med deres bil på, steer-by-wire, som gør styretøjet elektronisk, og STLA Auto Drive, som bliver koncernens teknologi til helt eller delvist selvkørende biler.
Skal bygge biler for Leapmotor og Dongfeng i Europa
En vigtig måde til at forbedre økonomien er at udnytte fabrikkerne meget bedre end i dag, hvor der mange steder kun bygges 60 pct. af de biler, som fabrikken er bygget til.
Det sker både ved at bygge flere egne biler (især i Nordamerika), ved at lukke eller ændre fabrikker og ved at bygge biler for partnere.
Det sidste betyder bl.a., at Stellantis skal producere Dongfeng-biler i Frankrig (formentlig i første omgang Voyah Free), som dermed kan undgå den høje EU-told.
Desuden overgår to fabrikker i Spanien delvist til Leapmotor International, som Stellantis ejer 51 pct. af, og som Stelleantis har høje ambitioner for. Desuden undersøges muligheden for et produktsamarbejde mellem Jeep og Land Rover.
Trods overkapacitet har Stellantis besluttet at bygge en ny elbilfabrik i det østlige Frankrig. Det er yderst sjældent, at der åbnes nye bilfabrikker i Vesteuropa - det er langt mere almindeligt at lukke fabrikker.
Det nye anlæg i Mulhouse skal fra 2029 bygge en ny familie af elbiler.