Spring til hovedindhold
Logo

Bilvask i frostvejr kan skade din bil - Her er 3 ting du skal undgå

Nyheder

Nyt om trafik og biler

26. februar 2026

Karsten Meyland Lemche

Den værste frost er væk nu, og det er ved at være tid til at få fjernet både salt, snavs og småsten på din bils lak og i de kroge, som bilvasken ikke lige kommer ind i, men hvor små rustangreb kan starte.

Vi har lavet en kort video, der fortæller tre ting, du ikke skal gøre, når du vil gøre bilen ren.

Se videoen her:

Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det

Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger

Her er 3 ting du ikke skal gøre

- og det du skal gøre i stedet

1) Vask ikke bilen når det er frost.

Når du vasker bil i frostvejr, er der stadig vand på bilen, når du kører ud af vaskehallen. Derfor risikerer du, at døre, klapper og sidespejle kan fryse fast. Derfor er det en god idé at vente med at vaske bilen, til det er plusgrader et par dage i træk – også om natten. Lakken kan også tage skade, hvis der sidder snavs, som sidder frosset fast på bilen. Derfor bør du heller ikke vaske bilen, før bilen er tøet op!

2) Vask ikke kun bilen udvendigt.

Man kunne tænke, at en vaskehal tager det værste og at bilen er ren, når den står og skinner efter vasken. Men salt og snavs sætter sig også rundt om døre og klapper. Derfor er det vigtigt, at du åbner alle døre og klapper på bilen og får vasket grundigt med vand både rundt om dørene på karrosseriet og på selve døren. Der kan især være snavs i bunden af døren. Husk også at tørre grundigt af med mikrofiber klud eller håndklæde, så bilen bliver helt ren.

3) Brug ikke højtryksrenser på fuld styrke.

Er du typen, der vasker bil hjemme eller på et vaskeanlæg med højtryksrenser, så pas på med at bruge højtryksrenseren med for højt tryk eller for tæt på bilen. Et godt tip er at prøve trykket af i håndfladen. Er trykket så højt, at det gør ondt på dig, så gør det også ondt på bilen. Med for højt tryk risikerer du at ødelægge bilens lak og elektroniske komponenter. Det er især risikabelt at bruge en højtryksrenser under frontklappen, da mange biler har teknik, som kan tage skade af højt vandtryk. Når du renser rundt i hjulkasserne for at fjerne salt og snavs, så brug højtryksrenseren med lav styrke eller en haveslange.

Klar til den store forårsklargøring?

Hvis du gerne vil give din bil den helt store tur efter en hård vinter, kan du følge FDMs guide til forårsklargøring her:

Læs også: Sådan gør du din bil forårsklar