Spring til hovedindhold
Logo

Dacia står på Spring med meget billig elbil

Nyheder

Nyt om trafik og biler

8. september 2026

Mand præsenterer Dacia Spring i studie.
Torben Arent

Omkring 140.000 kr. ventes at blive fra-prisen for Dacias kommende mikro-elbil, Spring. Det er en helt ny bil, der kun har navnet tilfælles med sin elendige forgænger. Til gengæld har den stor lighed med Renault Twingo – og kan endda lidt ekstra.

En ny lille elbil af europæisk herkomst har set dagens lys. Den har pænt med plads, markant og rustikt design, ringe rækkevidde, men også en vældig lav pris.

Navnet er Dacia Spring, og den er anden generation af Dacias lille elbil. Det er ærgerligt, at Dacia har valgt at genbruge navnet, for første generation var en umanerlig ringe, kinesisk fremstillet bil, som ikke engang var særlig billig og alt for dyr i forhold til kvaliteten.

Blålig Dacia Spring bagfra i studie.

Spring fremstår helt anderledes end søsterbilen Renault Twingo, og de fleste synlige dele er da også nye. Spring er forlænget seks cm.

Fra elendig til spændende

FDM gav i 2022 mikrobilen den yderst sjældne bedømmelse: én stjerne. Den danske importør lod lidt senere bilen udgå i Danmark.

Men nu rejser Spring-navnet sig som Fugl Føniks. Anden generation, som FDM har set nærmere på, er en helt, helt anden bil, der ikke har andet end navnet tilfælles med forgængeren. Derimod er den nært beslægtet med Renault Twingo – og det er godt.

Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det

Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger

Udviklingen er som hos Twingo gået lynhurtig. Blot 16 måneder har det taget Dacia at gøre bilen klar til produktion.

Teknisk lig Renault Twingo

Det tekniske fundament er identisk med samme elmotor, batteri og opladning. Noget af karrosseriet er også genbrug, bl.a. forrude, tag og den usynlige del af dørene, men Dacias designere og ingeniører har formået at give Spring sin helt egen fremtoning.

Blålig Dacia spring skråt forfra.

Dacia Spring er en lille elbil med stor personlighed. Her ses den i 'Agave-blå' - de tre andre muligheder er hvid, sølv og sort.

Hvor Twingo er charmerende, nærmest nuttet, er Spring mere solid og rustik at se på og meget i stil med Dacias øvrige modeller, der hylder friluftslivet.

Markant har Spring en meget højere (plus 20 cm) og lodret front, der giver SUV-looket. Den facon har givet mulighed for en frunk, noget Twingo ikke har. Samtidig er Spring blevet 18 cm bredere end før(!), så bilen ikke længere strammer over skuldrene.

Mere plads end i Twingo

Derudover er Spring gjort seks cm længere bagtil. Det sørger for et pænt stort bagagerum på 325 liter. Modsat Twingo har Spring ikke justerbart bagsæde, som giver Renault’en 260-360 liter afhængig af bagsædets placering.

Bagsædepladsen er udmærket for en mikrobil. Spring er en firepersoners bil.

Lægger man begge halvdele af bagsæde-ryglænet ned, kan der proppes 1.283 liter ind målt op til loftet.

Bagsædepladsen er udmærket. De fleste voksne kan fint sidde her (Spring er som Twingo firepersoners).

Nøjsom med strøm men kun 250 km

Batteriet er af den godmodige LFP-type, som har det fint med at være ladet helt op. Det kan også være nødvendigt, for det er blot på 27,5 kWh. Mens det i Twingo giver en officiel rækkevidde på 263 km, er tallet for Spring 250 km.

Bagagerum i Dacia Spring.

Bagagerummet er på 325 liter inklusive et rummeligt kælderrum. Adskillelsen er meget praktisk delt i to.

Begge modeller er meget energieffektive, hvor Spring har et officielt forbrug på blot 127 Wh pr. km (Twingo 122 Wh). Den større og lodrette front koster lidt, men ved bykørsel og forstadstrafik vil man næppe opleve forskel. Motoren ved forakslen yder 80 hk.

Lynladning kan man ikke tale om, da DC-laderen kun er på 50 kW. Men på grund af batteriets størrelse klares 10-80 pct. trods alt på lige godt en halv time. En fuld hjemmeopladning fra 0 til 100 pct. varer to en halv time.

Førerpladsen i Dacia Spring.

Førerpladsen er enkel og overskuelig. Der er f.eks. store drejekontakter til aircondition-anlægget.

Navigation er standard

Førerpladsen indeholder en 7-tommer førerskærm og en 10,1-tommer trykskærm, der både kan betjenes af fører og forsædepassageren. Navigationen kaldes Media Nav Live og fodres med live opdateringer.

Derimod har bilen ikke Google Automotive som Twingo, men Spring har Apple Car Play og Android Auto med otte års betalt abonnement.

Den tekniske kvalitet er den samme hos de to søskende, men Dacia har fjernet nogle ting. Det gælder længdejusterbart bagsæde, automatisk klimaanlæg, og så har Spring mindre hjul: 15 eller 16 tommer mod Twingos 16 eller 18 tommer.

Frunk i Dacia Spring.

Spring har en brugbar frunk på 18 liter. To kabler kan der fint være.

Kun fire farver - og kun én festlig

Dacia er også god til at minimere antallet af dele. Om der er mindre sikkerhedsudstyr, vides endnu ikke.

Spring bliver ikke nær så farverig som Twingo. Det ligger lidt til Dacias stil. Eneste lidt festlige farve kaldes Agave, som er den blå lakering på billederne. De andre muligheder er grå, sort og hvid.

Spring bliver på europæisk plan 15.000 kr. billigere end den i forvejen billige Twingo, som i Danmark koster fra 147.000 kr. Så stor forskel bliver der næppe i Danmark, da vi kun får topmodellen, Journey. Det ligner derfor en pris omkring 140.000 kr.

Baglygte på Dacia Spring.

Baglygte-designet er et eksempel på, hvor Dacia sparer lidt, uden at det gør noget. Der sidder kun et LED-element foroven – det nederst lys er en spejling.

Søsterbil fra Nissan

Grundmodellen er fravalgt, da den slet ikke har DC-ladning og kun én fase til AC-ladning. Desuden følger der også 16 tommer hjul og hattehylde med i det udstyr. Alle udgaver har parkeringssensorer bag, splitbagsæde, højdejusterbart førersæde og justerbart rat. Den gamle Spring havde ingen af delene.

En tredje lille elbil med samme teknik er på vej. Nissan præsenterer senere på efteråret sin udgave, der kunne få navnet Pixo eller Wave. Nissans version bliver formentlig meget lig Twingo.

Den oprindelige Spring, som er solgt i 210.000 eksemplarer siden 2021, blev bygget i Kina. Den nye ruller af samlebåndet på en Renault-fabrik i Slovenien. Dacia Spring ventes klar i Danmark lige efter nytår.

Dacia Spring i profil.

Spring hører til i mikroklassen og har en længde på 3,85 m. Det er ca. det amme som Hyundai Inster, men Spring er væsentlig bredere.