Spring til hovedindhold
Logo

Dobbelt så mange klager over parkering: Flere får medhold

Nyheder

Nyt om trafik og biler

23. juni 2026

Anders Wendt Jensen

Næsten 5.000 bilister klagede sidste år til Parkeringsklagenævnet over en afgift, som de ikke mente var korrekt. Det er tæt på en fordobling i forhold til året før, og flere får medhold.

Klagerne over parkering væltede sidste år ind i Parkeringsklagenævnet, der behandler klager for parkering på private p-pladser. Hele 4.810 klagesager blev modtaget i 2025 mod 2.437 klagesager i 2024. Det er en stigning på 97 procent.

I nævnets årsrapport, der netop at udkommet, lyder forklaringen, at øget politisk opmærksomhed på parkering med automatisk nummerpladegenkendelse er den primære årsag.

Der henvises til de såkaldte ”usynlige p-afgifter”, der ikke sættes i forruden, men eftersendes i e-Boks. Det betyder bl.a., at bilister ikke har en reel mulighed for at modbevise en afgift for en eventuelt ulovlig parkering. Det har blandt andre FDM kritiseret.

Læs mere: De usynlige p-bøder giver bilisterne meget synlige problemer.
Af rapporten fremgår det, at 25 procent af klagerne er registreret som ”afgift eftersendt”.

Det klager bilisterne over

Afgift eftersendt 25,53%

Skiltning 13,56%

Digital registrering 13,33%

Opmærkning 8,50%

Tilladelse 6,07%

P-skive 6,01%

Opholdstid 3,56%

P-billet 3,16%

Oplysninger på kontrolafgift 3,04%

Af- og pålæsning 2,39%

Gæste-/periodekort 2,06%

Handicapparkering 2,04%

Elbil ladestander 1,89%

Områdekode 1,56%

Fejl på automat 1,41%

Andet 3,06%

Ved ikke 2,83%

– Der er ingen tvivl om, at usynlige p-bøder er den primære årsag til det særligt høje antal klager, som Parkeringsklagenævnet har modtaget i 2025. Det er således parkeringsbranchens valg af denne uigennemskuelige og ulovlige fremgangsmåde, der er den direkte årsag til den store sagsmængde i nævnet, påpeger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange. 

Læs mere: Transportminister slår fast: Ulovligt at eftersende p-afgifter.

Det kan betale sig at klage

Blandt de mange klager blev en del frafaldet, og andre blev afvist af ankenævnet. 2.504 klager blev behandlet af nævnet, og i 27 procent af tilfældene fik bilisten medhold. Det er en stigning i forhold til sidste år, da tallet for klagere, der fik medhold, lå på knap 22 procent.

– På linje med tidligere år frafalder parkeringsselskaberne en stor del sager allerede i de indledende faser i nævnsbehandlingen. Når også en større andel af de sager, der når til reel nævnsbehandling, falder ud til bilistens fordel, så kan det godt svare sig at tage sagen videre i Parkeringsklagenævnet, hvis man har modtaget en p-afgift, der er urimelig, siger Dennis Lange.

Fordoblingen i antallet af klager har ikke overraskede skabt længere sagsbehandlingstid i Parkeringsklagenævnet. Den er steget fra 229 dage til 279 dage i gennemsnit.

– Fra FDMs side opfordrer vi selskaberne til at højne standarden, så der ikke pålægges forkerte afgifter, og at der i klagebehandlingen reelt tages stilling til bilistens indsigelser, siger Dennis Lange.

For at få den ned igen, vil Parkeringsklagenævnet udbygge sagsbehandlingen og implementere en række nye tiltag i løbet af året – bl.a. mindske antallet af sager, der forelægges for nævnet flere gange.