Efter 4 år: Renault øger rækkevidde og ladefart
Nyt om trafik og biler
22. juni 2026

Renault Megane får et både synligt og teknisk vigtigt facelift, der bl.a. øger rækkevidden til 500 km og giver hurtigere lynladning. Lille batteri og grundudstyr udgår.
Renaults første, moderne elbil har gjort det godt. Megane E-Tech er siden lanceringen i 2022 solgt i knap 5.800 styks. Og snart er det tid til midtvejs-opdatering, som indeholder vigtige tekniske forbedringer.’
Først og fremmest får Megane et lidt større batteri – 67 kWh i stedet for 60 kWh (netto-tal). Det øger den officielle rækkevidde fra de nuværende 434-468 km til 500 km.
En markant ændring er, at batteri-kemien ændres fra NMC til LFP. Sidstnævnte er af den type, der er mindre følsom over for hyppigt at blive opladet til 100 pct. og har mindre sandsynlighed for at brænde. Til gengæld er LFP-batterier mere følsomme over for lave temperaturer.

Fronten er helt ny – kun hovedlygterne er genbrugt. Markant er, at luftindtagene i siderne bliver erstattet af en lyssignatur bestående af diamantformede, små lys. Logoet er rykke ned, så det nu kun sidder i grill’en.
Kan lynlade noget hurtigere
Det nye batteri kan lades noget hurtigere end det gamle – med op til 165 kW mod hidtil 130. Det betyder, at ladetiden fra 15 til 80 pct. (Renault angiver dette usædvanlige interval) nu er på 24 minutter mod godt en halv time før.
Motoren er fortsat på 220 kW, og den indbyggede lader kan stadig opgraderes fra 11 til 22 kW.
Ved faceliftet forsvinder det lille batteri på 40 kWh helt. Det har dog ikke været solgt i Danmark i et stykke tid.

Førerpladsen som sådan er uændret, men det indbyggede Google Automotive har nu kunstig intelligens, så man kan tale naturligt til systemet.
Scenic får samme tur
Når Scenic får et facelift til efteråret, bliver det formentlig også med muligheden for LFP-batteri.
Megane har fortsat indbygget Google Automotive, men med 60 opdateringer og udbygninger. Bl.a. har bilen nu Google Gemini, som benytter kunstig intelligens, der gør, at man kan tale naturligt til systemet og bede det om at udføre handlinger og svare på spørgsmål.
Det obligatoriske kamera til fører-overvågning har nu to funktioner. Ud over at holde med førerens opmærksomhed, kan det også fungere som ansigtsgenkendelse og genkende personer. Det kan bruges til at bilen automatisk indstiller bilen efter førerens præferencer. Op til ni funktioner er mulige, bl.a. sæde-, spejle- og lyd-præferencer.
Assistentsystemerne er udvidet med en funktion, som opdager medtrafikanter på siden af bilen. Nyt er også muligheden for one pedal-drive.

Bagfra er fornyelsen ikke særlig synlig, men baglygterne er faktisk nye. Karosseriet er uændret, men bilen står to cm højere end før.
Lanceres til september
Den fornyede Megane er klar sidst i september, og priserne ventes klar inden sommerferie. Sammen med det lille batteri er laveste udstyrsniveau, Evolution, også forsvundet, og desuden udgår det højeste niveau, Iconic.
Fremover bliver der valg mellem den fuldt udstyrede Techno eller den mere sportslige, Esprit Alpine.
Selv om batteriet bliver lidt større, betyder det næppe en dyrere bil, da LFP-batterier er billigere end NMC-typen. I dag koster Techno 245.000 kr. og Esprit Alpine 260.000 kr.