Elektrisk bilsalg: Elbiler har kurs mod 90 procent
Nyt om trafik og biler
3. september 2026

Andelen af elbiler i det danske bilsalg tog i august endnu et trin opad og ligger nu på 86 pct. FDM forventer, at elbiler vil fylde endnu mere senere i 2026. En Skoda er stadig mest populær, og Toyota er største mærke.
Benzinbiler fylder nu uendeligt lidt i det danske bilsalg. Under ni pct. af de nye personbiler i august var benzindrevne, mens dieselbiler udgør lidt over fire pct. Det gælder det samlede bilsalg, altså både til private og erhverv.
Fuldhybrider er skrumpet til én pct., mens plugin-hybrider nu er helt usynlige med blot 0,1 pct., viser de nye tal fra datatjenesten bilstatistik.dk.
Det er elbilerne, der tager det hele. De udgør 86 pct. af nybilsalget i august, den klart højeste andel nogensinde. FDM forventer endda, at den vil stige yderligere resten af året:
FDM: endnu højere andel senere i år
- Vi forventer, at tallene vil være endnu højere resten af året, da længe ventede modeller leveres, og dernæst ser vi i et fjerde kvartal, hvor der forventes at være mange tilbud, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
De nye modeller, som kan skubbe yderligere til elbilsalget, er blandt andet de små firlinger: Cupra Raval, VW ID. og Skoda Epiq samt (lidt senere) VW ID. Cross.
- Det går forrygende, og vi runder snart 700.000 elbiler, siger han.
Skoda Elroq holder fast i tronen
I toppen af bilsalget er ’alt ved det gamle’. Skoda Elroq er nr. ét både i august og for året som helhed, og Toyota er største mærke i august og i årets første otte måneder efter markant fremgang. I top 10 har VW, Audi og ikke mindst Cupra tilbagegang i et marked, der vokser.
Derimod er der solid fremgang for Xpeng (nr. 12 både i august og hele 2026), for MG og Zeekr. Også Citroën og Peugeot stiger procentvis temmelig meget.
Artiklen fortsætter under tabellen.
Bilsalget i august er kendetegnet af mange billigere modeller og ikke mindst modeller, som ikke rammes af de planlagte afgiftsstigninger.
Afgiftsstigninger lurer
- Derfor er FDM ikke bekymret for afgifterne på den korte bane, men ser frem til at ekspertgruppen kommer med løsningsforslag, som kan skabe ro om afgifterne i de kommende år, siger Ilyas Dogru.
Brancheforeningen Mobility Denmark ser mere dystert på den planlagte afgiftsstigning.
- Det sker samtidig med, at elbiler for alvor er blevet danskernes foretrukne valg. Erfaringerne fra blandt andet Sverige og Tyskland viser, at politiske ændringer, der pludselig gør elbiler dyrere, kan slå direkte igennem på salget, siger organisationens administrerende direktør, Mads Rørvig.
- Det giver ingen mening først at få danskerne til at vælge elbilen og så sætte den op når det lykkes, mener han.
13 pct. større bilsalg end i 2025
I august blev der indregistreret 16.165 nye personbiler. Det er 3.142 flere end i august 2025 og svarer til en stigning på 24 pct.
I årets første otte måneder er der ifølge bilstatistik.dk indregistreret 131.744 nye personbiler, hvilket er en stigning på 13 pct. i forhold til samme periode sidste år.