Én mere billig elbil: frisk lille fyr fra Nissan
Nyt om trafik og biler
23. september 2026

Snart kommer der endnu en elektrisk mikrobil. Nissan lancerer i begyndelsen af 2027 den helt lille Pixo, som lander i prisklassen omkring 150.000 kr. Pixo er teknisk magen til Renault Twingo og Dacia Spring, men har sin personlige charme.
Pixo hedder en ny, meget lille elbil, som Nissan sender ud til kunder i begyndelsen af 2027. Dermed vender et navn tilbage, som Nissan anvendte indtil for ca. ti år siden, hvor mærket sidst havde en mikrobil i Europa. Dengang var det en ret anonym udgave af Suzuki Alto.
Den nye Pixo er ikke anonym. Frisk, sød, smart er ord, man formentlig kan hæfte på designet, som både for og bag adskiller sig tydeligt fra Twingo. Der er altså brugt tid og penge på at give Pixo sine egne karrosseridele og lygter.

Nissan Pixo har det meste fælles med Renault Twingo, bl.a. den synlige 'krave' rundt om bagruden, men baglygterne er Nissans egne.
Tilbyder kunstig intelligens
I kabinen er der stort set ingen forskel bortset fra farver og udsmykning. Skærmene er de samme, et syv-tommer førerdisplay og en ti-tommer trykskærm. Men Pixo er unik ved at tilbyde Gemini, et AI-system, og har Face ID, som automatisk genkender føreren og aktiverer personlige indstillinger.
Den nye Pixo er en firepersoners elbil på 3,80 meters længde og med en officiel rækkevidde på 259 km.
Begge dele er stort set det samme som dens to søskende med samme teknik, Renault Twingo og Dacia Spring.

Pixo fås i to farver, som ingen af dens to søskende har. Det gælder denne Wonder Purple samt Gear Blue.
Stort bagagerum
Trods sin beskedne størrelse har Pixo et pænt stort bagagerum på 356 liter. Pixo fås med længdejusterbart bagsæde, men Nissan angiver ikke et tal med bagsædet længst tilbage. De 356 liter må derfor formodes at være med bagsædet helt fremme, hvor der knap kan sidde nogen i sædet. Renault angiver et interval på 260-360 liter for Twingo.
Lige som de to søskende har Nissan Pixo altid hurtigladning (50 kW) og trefaset hjemmelader i de danske udgaver. Dermed kan det lille batteri (27,5 kWh) oplades fra 10 til 80 pct. på ca. 30 minutter.

Førerpladsen er fysisk magen til Twingos, men Pixo har ansigtsgenkendelse af føreren og AI-systemet Gemini.
Formentlig under 150.000 kr.
Priserne kendes endnu ikke, men de lander næppe ret langt fra Twingos, som begynder ved 147.000 kr.
Det bliver muligt at se Pixo i virkeligheden allerede fra 2. oktober, hvor bilen udstilles på Elbilmessen i Herning.