Ford har en plan: vil blive i Europa
Nyt om trafik og biler
20. maj 2026

Der skal gang i hjulene hos Ford. Det amerikanske mærke vil lancere fem nye personbiler i 2028 og 2029. Det sker bl.a. med hjælp fra Renault.
Det er tyndet noget ud i Fords europæiske modelprogram. Senest er Fiesta og Focus forsvundet, og Kuga er begyndt at virke gammel.
Den del har ikke haft nogen betydning i Danmark, hvor salget nu er totalt domineret af elbiler, men trods fire elektriske personbiler er Fords danske salg alligevel skrumpet en del. Mens mærket var 10. størst i 2023, er Ford nu nede på plads 16.
Det store spørgsmål har derfor i et stykke tid været: Hvad vil Ford i Europa andet end at sælge varebiler? Dropper den amerikanske gigant det hårdt konkurrenceprægede europæiske marked, hvor kinesiske mærkers indtog har kompliceret tingene yderligere?

Ford vil bygge sit europæiske fundament på varevogne (Build) og brande sine personbiler ud fra mærkets traditionelle styrker, offroad (Adventure) og motorsport (Thrill).
Fords svar: Vi tror på Europa
Svaret er nu kommet.
- Ford er engageret til Europa. Og vi vil ikke kun konkurrere, vi vil lege med for at vinde, lød det fra direktøren for Ford of Europe, Jim Baumbick, ved et stort arrangement i Salzburg,
Her skulle særligt mærkets europæiske forhandlere indgydes håb for fremtiden. Og de kunne åbenbart lide, hvad de hørte og så, for der blev til tider klappet heftigt. Udvalgte medier, bl.a. FDM, havde fået lov at se med - men ikke beskrive de to nyheder, der hemmeligt blev vist frem.
Under det nye slogan ’Ready Set Ford’ og med annoncerede Ford-chefen ankomsten af fem nye personbiler i 2028 og 2029. De bliver alle udviklet og produceret i Europa.
- Vi tror 100 pct. på elektrificering, men i dag bliver nogle kunder efterladt, hvis vi ikke tilbyder andet end elbiler. Når emissionsmål er afkoblet fra virkeligheden, får det den modsatte virkning, sagde Jim Baumbick med henvisning til dårlige lademuligheder mange steder i Europa og meget dyr strøm.

To nye mini-elbiler kommer i 2028. Den ene er en ny Fiesta, baseret på Renault 5, og den anden er en lille SUV bygget over en Renault 4.
To nye elbiler
Alligevel vil to af de tre nyheder, der kommer i 2028, være rene elbiler, og alle fem vil kunne lades op.
- Den ene bliver en minibil bygget på Renaults Ampr small-platform. Med andre ord: Teknikken bliver fælles med Renault 5 og Nissan Micra. Men Ford vil bygge sin legendariske rally- og banesport-tradition ind i bilen og formentlig give den et selvstændigt udseende – lige som Ford Explorer ikke ligner VW ID.4. Det vil være oplagt, at den elektriske minibil skal hedde noget med Fiesta, men det er ikke bekræftet.
- Den anden bliver en lille, elektrisk SUV, en Ford-udgave af Renault 4. Også her med design og køreegenskaber der læner sig op ad Fords rally-arv. Navnet bliver næppe hverken Eco Sport eller B-Max, to tidligere høje minibiler.

Ford har i USA fået succes med den genopstandne Bronco-familie. Denne full-size model skal ikke til Europa, men en mindre udgave er under udvikling og skal bygges i Spanien fra 2028.
Bronco kommer til Europa
Både ’Fiesta’ og SUV’en skal bygges af Renault i Frankrig.
- Den tredje nyhed i 2028 bliver en kompakt, europæisk udgave af den rustikke Bronco-familie, der er blevet yderst populær i USA. Her er der tale om en ’multi-energi’-bil, dvs. med flere typer drivkraft. Plugin-hybrid er givetvis en af dem. Om der også kommer en ren eludgave, siger Ford ikke noget om. Den europæiske Bronco skal bygges af Ford selv på en fabrik i Valencia, Spanien – side om side med Kuga. De to vil formentlig benytte samme platform.

Den lille, europæiske Bronco får tydeligt familieskab med den større, amerikanske model, kan man fornemme ud fra dette mørke billede.
- Fjerde og femte nyhed lanceres inden udgangen af 2029, og dem siger Ford ikke noget om ud over at de vil være crossovers i mini- eller mellemklassen og blive tilbudt som ’multi-energi’-modeller. I betragtning af at de først kommer i 2029, vil det med sikkerhed inkludere rene eludgaver, mens der også vil komme plugin-hybrider eller måske elbiler med rækkevidde-forlænger. Den sidste biltype omtaler Ford-chefen i hvert fald som en relevant overgangsteknologi uden at koble den direkte til de to 2029-nyheder.

Fords nye topchef i Europa, amerikaneren Jim Baumbick, præsenterede Fords justerede strategi i Europa og ikke mindst lanceringen af fem nye personbiler.
Varebiler er vigtigst
Mens de fem nye personbiler er spændende nyt for danske bilkøbere, var det faktisk en forstærket indsats med varevogne og tjenester til erhvervslivet, som i Salzburg blev fremhævet over for forhandlerne som grundlaget for Ford.
Som Europas største varevognsmærke er de lukrative erhvervsbiler i høj grad det, der holder liv i Ford of Europa og forhandlerne. Men nu skal der altså også pustes liv i personbilerne.

Ford vil tilbyde sin Ranger i en særlig Super Duty-udgave i Europa. Lasteevnen er to ton og trækvægten er fire ton. Det er biler til kun særlige formål.
Trækvægt på fire ton
Et kuriosum på varevognsfronten er en annoncering af, at de amerikanske Super Duty-offroadere kommer til Europa. Det er særdeles stærke og hårdføre modeller, bl.a. i en Ranger-udgave som kan trække op til 4.000 kg og må laste 2.000 kg.
Disse specialbiler, som på offentlig vej vil kræve lastbilkørekort, er tiltænkt særlige brancher som mine-, skov- og landbrugsdrift. Desuden håber Ford at kunne sælge Super Duty til europæisk militær.
Foruden Super Duty er en anden varebilsnyhed lanceringen af den mellemstore Transit City. Det er en elektrisk kassevogn udviklet og bygget af Fords kinesiske partner, Jiangling Motors.

Ford har udvidet sit varevognsprogram med denne kinesisk byggede, elektriske Transit City.