Hyundai trumfer i storfamilie-klassen: 9 sæder
Nyt om trafik og biler
14. september 2026

En ny, elektrisk minibus gør nu sin entré i Danmark. Hyundai Staria har op til ni pladser (reelt otte) og samtidig masser af bagageplads. Desuden findes luksusudgaver med syv sæder. Rækkevidden er blot 430 km i bedste tilfælde, men prisen er gunstig.
Klassen for store MPV-modeller – nok snarere minibusser – udvides med endnu en model, der skal dyste mod storsælgeren VW ID. Buzz samt Kia PV5/PV6 og Ford E-Tourneo Custom.
Det er Hyundai der har skabt en elektrisk udgave af den fem år gamle benzinbil, Staria, som dermed med ét bliver relevant i Danmark. Nyheden er allerede klar til kunder i Danmark.
I modsætning til ID. Buzz lang og PV5 fås Staria med ni sæder, men bilen bør kaldes en 8+1, da det niende sæde midt på første række kun er en kortvarig nødløsning. Til gengæld giver det god fralægsplads, når ryglænet her foldes ned.

Anden og tredje række i Shuttle-udgaven består af bænke med rimelig plads til tre voksne på hver. Begge rækker kan justeres i længden, men ikke tages ud.
Masser af plads på 2. og 3. række
Men ellers er der masser af plads i den 5,26 meter lang minibus, der er både to meter bred og to meter høj og har skydedøre i begge sider. På både anden og tredje række er der bænke til tre personer, og da bilen er bred, er pladsen rimelig til tre voksne. Samtidig er der masser af benplads.
Og selv med tredje række skubbet længst tilbage er der et enormt bagagerum på over 1.300 liter. Otte personer kan sagtens medbringe weekendbagage, og der kan formentlig være to barnevogne plus det løse ovenpå. Der er desuden en lille frunk.
Problemet kan blive vægten. Hvis der er otte ombord, som hver har ti kg bagage med, må hver passager kun veje 71 kg ifølge de tilgængelige oplysninger.

Staria måler 5,26 meter i længden – det er mere end 30 cm mere end den lange VW ID. Buzz. Der er skydedøre i begge sider, mod merpris er de elbetjente.
Kun 2 isofix-beslag
En anden svaghed: Den store bil har kun to sæt isofix-beslag, hvilket kan blive en forhindring for børnerige familier eller sammenbragte familier.
Den nipersoners Staria, kaldet Shuttle, er uden tvivl den mest relevante variant, men bilen findes også i mere luksuriøse versioner med syv sæder – to foran, to ekstra luksuriøse stole i anden række samt en bænk til tre bagest.
Desuden kommer Staria som elektrisk varevogn.
Rækkevidde kun 430 km
Staria er bygget på sin egen platform, som også bruges til benzinudgaverne, men er modificeret med elsystemet fra Ioniq 5. Det inkluderer et batteri på 84 kWh og 800 volt-system. Maksimum ladeeffekt er lidt over 200 kW, formentlig kortvarigt 245 kW. En opladning fra 10 til 80 pct. klares på 20 minutter under ideelle forhold.
Rækkevidden er op til 430 km ifølge de officielle tal. Der skal altså lades hyppigt på længere ture, i særdeleshed på kolde årstid. Det officielle strømforbrug er 218 Wh pr. km.
Varmepumpe er dog standard, så den hjælper formentlig til at holde opvarmning af den enorme kabine i ave.
Bilen har forhjulstræk og en motor på 218 hk.

Staria har en udmærket førerplads med mange fysiske knapper. Men den virker altmodisch.
Ikke helt moderne førerplads
Førerpladsen bærer præg af, at der er tale om en koreansk bil fra 2021. Designet virker lidt uelegant, men betjeningen fungerer fint.
Sædebetrækket er lidt tarveligt (sikkert praktisk/holdbart), men det er muligt at opgradere med en ’sædepakke’ til 15.000 kr. Så får man læderbetræk på alle ydersæderne og kunstlæder på midtersæderne og kanterne af sæderne. Pakken giver også ventilation i forsæderne.
Kan den bruges til overnatning, hører vi flere spørge. Tjo. Det er ikke noget, Hyundai har tænkt ind, men bilen kan som øvrige trække strøm ud af batteriet (V2L) og kan sættes i ’camp-mode’, så klimaanlægget m.m. kører.

Bagagerummet er enormt - 1.300 liter med bageste række skubbet helt tilbage som her. Men i den syvpersoners sidder tredje række meget længere bagud og giver dermed et lille bagagerum.
Lægger man anden og tredje række ned og skubber dem mod hinanden, dannes der et plant gulv. Men for at kunne lægge en madras ind, må man selv finde eller bygge en løsning, der løfter gulvet i bagagerummet op på niveau med de nedfældede sæder.
Fra 430.000 kr.
Prisen er ret gunstig, størrelsen taget i betragtning. Billigste Shuttle koster 430.000 kr., så det samme som billigste ID. Buzz i lang udgave.
Ud over en sædepakke kan det være relevant at kikke på en Premiumpakke til 20.000 kr. som giver bl.a. lyd-og varmedæmpende dæmpende ruder m.v., elektriske skydedøre og bagklap og trådløs telefonlader.

Midtersædet foran er ikke meget bevendt. Men det fungerer fint som fralægsplads, og dermed har bilen plads til otte.
Ladekabel skal også tilkøbes, og anhængertrækket (manuelt – op til 2.000 kg) koster 13.000 kr. Et andet tilvalg er soltag, der kan åbnes.
Hvid og gul karrosserifarver inklusive, mens de øvrige koster 12.000 kr.
Stort udstyrsprogram
Modelprogrammet er ret omfattende. Selv om der kun er en længde, et batteri og en motor, fås bilen i otte farver, med to typer indtræk (yderligere tre i luksusudgaverne) foruden soltag.
Den syvpersoners Luxury koster 500.000 kr., mens den ekstra fine VIP står til 570.000 kr. Alle priser er med 2026-afgift. Det er uvist, hvad der sker med registreringsafgiften fra nytår.

Også på tredje række er der fint med plads til hoved og knæ. Skulderpladsen kan gå an med tre personer.