Ikonisk fransk MPV får nyt liv som elbil
Nyt om trafik og biler
12. oktober 2026

Med konceptbilen E-Space varsler Renault en ny MPV, der vender tilbage til bilens rødder fra 1984 som en rummelig familiebil. Den kommer formentlig på gaden i 2028.
Renaults ikoniske MPV, Espace, får et nyt liv som elbil. Renault viser på Paris Motor Show en moderne konceptudgave med et nostalgisk strejf kaldet E-Space - et navn der elegant varsler en elektrisk Espcace.
Espace var den første europæiske familie-MPV med syv sæder, da en kom frem i 1984.
Den nuværende generation er skyggen af sig selv, da Renault i tidens ånd har forsøgt at gøre den til en SUV – med dertilhørende mindre kabineplads og fleksibilitet.

Konceptbilen er kendetegnet ved sin lave vindueslinje, korte udhæng og store 23-tommer hjul. Bilen har bagudvendte bagdøre, så det kan ikke afgøres med sikkerhed, om den næste Espace får traditionelle døre eller skydedøre.
Virkelighedsnært forvarsel
Konceptbilen E-Space ser realistisk ud, og selv om der skal trækkes lidt fra – særligt i kabinen – kommer der en produktionsudgave, formentlig i 2028, siger FDM’s kilder.
Den moderne Espace er 4,70 meter lang, præcis det samme som den korte udgave af VW ID. Buzz.
Konceptet kombinerer rummelighed, elektrificering, avanceret teknologi og bæredygtige materialer i en moderne fortolkning af Renaults historiske idé om voitures à vivre – biler skabt omkring mennesker og deres liv.

Konceptbilen har en kæmpeskærm i hele kabinens bredde - en slags mellemting mellem BMW's og Mercedes' skærmlæsninger. Angiveligt kommer skærmen også i den næste Scenic.
Store glasflader og seks sæder
Konceptbilen har markante proportioner, store glasflader og et design, der opprioriterer lys, udsyn og oplevelsen for alle passagerer.
Konceptudgaven rummer seks individuelle sæder, der kan konfigureres på flere måder efter behov. Anden sæderække kan drejes 180 grader for at skabe en lounge-lignende siddegruppe. En produktionsudgave vil givetvis blive tilbudt med syv pladser.
Forrest i kabinen findes en ny panorama-skærm, som strækker sig over hele instrumentpanelets bredde. Det er en skærmløsning, der også kommer i den næste Scenic.

Kabinen i konceptbilen er meget 'koncept-agtig'. Men det vises, at anden række kan lægges ned som et bord.
Steer-by-wire
Styretøjet er af steer-by-wire-typen, hvor det elektroniske styretøj giver større frihed i både design og betjening. Det er en teknik, der også er på vej fra bl.a. Peugeot, og som Mercedes-Benz lige har lanceret.
Espace har aldrig været nogen udbredt bil i Danmark, da skiftende danske Renault-importører ikke har kunnet finde ud af at sælge dyrere biler. I flere generationer er den slet ikke blevet solgt i Danmark, og en stor del af de Espace, der findes i Danmark, er brugtimporterede.