Kæmpe Skoda lokker med gunstig pris
Nyt om trafik og biler
23. juni 2026

Skodas syvpersoners Peaq er nu afsløret, og samtidig er de danske priser klar. Flagskibet har en yderst interessant start-pris på 340.000 kr., men merprisen for stort batteri er høj. Peaq er klar til oktober.
Plads til syv voksne og over 600 km rækkevidde er blandt kvaliteterne på Skodas nye flagskib, Peaq, som netop har haft verdenspremiere. Dermed kan offentligheden for første gang se den store SUV, som viser en ny designstil for det tjekkiske mærke.
Samtidig med verdenspremieren offentliggøres de danske priser. Og de er interessante. Billigste udgave koster blot 340.000 kr., hvilket kun er 35.000 kr. mere end Enyaq, som er en af Danmarks mest solgte biler.
Dermed har Peaq potentiale til at blive en ganske populær bil for dem, der ikke kan få plads nok i kabinen og har plads til en 4,80 meter lang bil i indkørslen.

Skoda Peaq følger designsproget Modern Solid, som er kendetegnet ved minimalisme og rene linjer. Lygterne har det nye T-formede lys.
35.000 kr. mere end Enyaq
Grundmodellen har kun fem pladser (og et ekstra stort bagagerum), men alle udgaver kan opgraderes til syv sæder for 10.000 kr. Dermed koster Peaq 5.000 kr. mere end Peugeot 5008, der altid har syv sæder og er næsten lige så lang.
Men de 340.000-350.000 kr. er lidt af en lokkepris, for tillægget for stort batteri er umanerligt stort. Grundmodellen klarer officielt 450 km, hvilket ikke er dårligt og ikke meget mindre end VW ID. Buzz. Men i denne klasse vil de fleste nok gå efter det store batteri, som giver en mere tryghedsskabende og praktisk rækkevidde på 634 km.
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Men det koster hele 70.000-80.000 kr. ekstra at få det store batteri – og lidt flere hestekræfter. Det er givetvis væsentlig mere end produktionsprisen, så det virker som om, Skoda skal hive hele fortjenesten hjem her.

Med en samlet længde på 4,87 m er Peaq 22 cm længere end Enyaq, og akselafstanden på 2,97 m er 20 cm større.
Topmodel til 500.000 kr. - plus det løse
Dermed bliver prisen med syv sæder 420.000 kr. Firehjulstræk hæver prisen med yderligere 30.000 kr.
I alle tilfælde gælder det Selection-udstyr, som har en del, bl.a. emergency steering support, Travel Assist 3.0, trezones klimaanlæg, forberedelse til anhængertræk, elektrisk bagklap, elektrisk bagagerumsdækken, frunk og varme i for- og bagsæder.
Sportline tilføjer 20 tommer fælge, matrix-forlygter, oplyst lysbånd foran, elektrisk justerbare sportssæder og adaptiv undervogn. Som ekstraudstyr kan Sporline bestilles med tofarvet lakering med sort tag.

For første gang har en Skoda en lodretstående midterskærm. FDM's første indtryk er, at det fungerer rigtig godt - nederste del, som er nemmest at nå, indeholde en række digitale knapper.
Priserne for fempersoners Sportline som Peaq 60 er 380.000 kr., 460.000 kr. for Peaq 90 og 490.000 kr. for Peaq 90x med firehjulstræk.
Ekstraudstyr er bl.a. stort Sonos-lydanlæg med 16 højttalere og et gigantisk panoramatag med et elektronisk gardin, der trinvis kan ’trækkes for’.
Peaq kan ses som den elektriske pendant til Kodiaq og bliver unik for Skoda, idet hverken VW, Audi eller Cupra får en tilsvarende model. VW har ID. Buzz til de pladshungrende.
Den store SUV er med en længde på næsten 4,90 meter længere og har større akselafstand end den korte ID. Buzz, men er noget lavere. Peaq er baseret på Volkswagens opdaterede MEB+-platform i den baghjulstrukne version.

Der er god plads i Peaq. Det er forholdsvis nemt at komme om på tredje række takket være store bagdøre. Billedet viser en mockup uden døre og midterstolpe.
Reel plads til syv voksne
FDM’s gennemgang af bilen viser, at der reelt kan være syv voksne ombord. Det er ok at kravle om på tredje række, da anden række nemt kan vippes ret langt frem, og bagdørene er meget store. Dørene kan også være en ulempe på parkeringspladsen.
Ved tredje række er der masser af loftshøjde, og fødderne kan fint være under sædet foran. Største minus i komfort er, at man sidder ret meget på ballen uden lårstøtte.
Skærm på højkant
Førerpladsen virker vellykket. Der er kommet et stort førerdisplay (10,25 tommer) og mulighed for headup-display, og så har Skoda for første gang en midterskærm på højkant (13,6 tommer).
Der er ’faste’, digitale trykknapper på den nederste tredjedel af skærmen. Det gør det nemt at betjene dem under kørslen, når armen kan hvile på midterarmlænet imens.

Den store midterkonsol har plads til at lade to telefoner. Nyt er de farvede ringe, som er magnetiske og holder telefonen fast.
Infotainmentsystemet er baseret på Android-styresystemet og har masser af muligheder for at tilpasse menu-opsætningen. En smart funktion er, at det er yderst nemt at genskabe alle indstillinger fra den seneste tur.
Det kan f.eks. være, at man har valgt at slå fartalarm fra og have bilen i sport. Når man starter bilen næsten gang, viser skærmen en popup-besked, og den skal man blot trykke på, hvis man ønsker at bekræfte og fortsætte, hvor man slap.
En del fysiske knapper
Skoda er desuden en stor fan af fysiske knapper, og dem er der pænt mange af, og flere af dem er med lækre aluminiumsknapper. Det gælder også de indvendige dørhåndtag. De udvendige er for første gang hos Skoda af typen, der trækker sig ind i dørsiden. I det mindste er de store og solide og nemme at gribe fat i – så længe de er kørt ud.
Midterkonsollen har masser af plads i to etager. Øverst er der en fræk nyskabelse i form af to lysende ringe. Den ene er den trådløse oplader af Magsafe-typen.

Med tredje række lagt ned er bagagerummet enormt, næsten 900 liter. Men også med tredje række i brug, er der rimelig plads. Billedet viser nogle af Skoda 'Simply Clever'-løsninger med skinner til at holde styr på bagagen.
Enormt bagagerum
Bagagepladsen i Peaq er helt enorm. I den femsædede udgave er det på 935 liter – omtrent det dobbelte af mange mellemstore biler. Med syv sæder kan der være 890 liter med de bageste sæder foldet ned. Selv med alle sæder i brug er der et anvendeligt bagagerum på knap 300 liter. Desuden er der en frunk på 35 liter.
Lynladning kan ske med 160 med lille batteri og 199 kW med det store batteri. Begge er af NMC-typen, og begge kan levere strøm ud af bilen (V2L).
Peaq skal bygges på Skodas hovedfabrik hjemme i Mladá Boleslav.