Kinesisk minibil giver fuld skrue med stil
Nyt om trafik og biler
14. juli 2026

MG er på vej med en elektrisk mini, der skal konkurrere med bl.a. Renault 5 og Cupra Raval. Som koncept hedder bilen Go, mens det endelige navn formentlig bliver MG 2.
Kinesiske bilmærker tilbyder meget få mikro- og minibiler, særligt fordi så små biler er en sjældenhed hjemme i Kina.
Men nu har MG noget på vej.
Under navnet GO! (stavet med udråbstegn) viser MG en konceptudgave af den kommende hatchback, der vil være klar i 2027. Selv om GO! kunne være et passende navn til en fiks, lille bybil, lader det til, at bilen får det mere kedelige, men logiske navn MG 2. Det er dog ikke noget, MG bekræfter.
Konkurrent til Renault 5 og Cupra Raval
I hvert fald er det første gang, MG lancerer en elektrisk minibil i firemeter-klassen, hvor Renault 5 er populær, og Cupra Raval netop er lanceret. Andre nye el-minier er VW ID. Polo og Nissan Micra.

MG Go (af MG bogstaveret GO!) er en forløber for den billige minibil, mærket lancerer i 2027, formentlig under navnet 2. Det er svært ikke at tænke på Renault 5, Nissan Micra eller Mini Cooper, når man ser konceptudgaven.
Da en MG nødvendigvis må underbyde de europæiske mærker, ligner det en pris fra omkring 160.000-170.000 kr.
MG har i forvejen minibilen 3, men den er en anelse større og er en benzin- og hybridbil.
Mange ord om MG’s britiske arv
MG giver ingen tekniske oplysninger om Go, men det må antages, at den er baseret på en ren elbil-platform, og at rækkevidden bliver omkring de 400 km.
Derimod bruger MG mange ord om bilens arv fra de historiske, britiske MG-modeller, selv om MG i mange år har været et rent kinesisk foretagende, ejet af Shanghai Automotive.
Bilen er dog designet i MG’s britiske designstudie i London, og konceptbilen blev første gang vist frem ved det britiske Goodwood Festival of Speed 2026. MG kalder stilen retrofuturistisk og inspireret af nogle af MG's mest ungdommelige og karakterfulde modeller og her nævnes MGB GT, MG Metro Turbo, MG ZR og MG EX4.

Konceptbilen og den kommende produktionsmodel er designet i MG Design Centre i London under ledelse af designchef Carl Gotham. Ambitionen har med MG’s ord ikke været at skabe en nostalgisk udstillingsbil, men en moderne, relevant og kompakt bil med stærk følelsesmæssig appel, som skiller sig ud gennem sit legende og selvsikre design.
Inspiration fra Renault 5 og Nissan Micra?
Den nutidige betragter vil nok i høj grad associere MG Go med andre nye elbiler i klassen. Der er temmelig meget Renault 5/Nissan Micra og Mini Cooper over både proportioner og detaljer. Men appel har den dag.
Den endelige udgave vil ligne temmelig meget. Konceptbilen er med designchefens ord den færdige bil klædt ud i Goodwood-tøj. Man skal nok fratrække forlygterne, de meget brede skærme og måske også dørgrebene.