Spring til hovedindhold
Logo

Mange biler har stort hul i sikkerheden – kan stjæles på få sekunder

Nyheder

Nyt om trafik og biler

24. august 2026

Hånd med bilnøgle låser bil op på afstand
Mads Bregenov-Pedersen

Hver anden bil med nøglefri betjening kan stadig nemt hackes og åbnes, viser ny test. Der er behov for, at bilproducenterne tager tyverisikringen af deres biler langt mere alvorligt, mener FDM.

Den er stadig gal med sikkerheden i de nøglefri biler. Det viser en ny test fra FDMs tyske søsterklub, ADAC, der har fulgt op på tidligere tests.

Det er 10 år siden, at ADAC og FDM første gang skrev om problemerne med de såkaldte keyless-systemer, hvor bilen låses op og startes med en elektronisk nøgle via et radiosignal.

Men som FDM fik demonstreret i Berlin i 2016, er systemet ikke mere sikkert, end at det er muligt at forlænge signalet mellem nøglen og bilen, både over mange meter og gennem døre og vægge, og på den måde ulovligt åbne bilen og i mange tilfælde også starte den og køre væk uden at efterlade sig spor.

Se video: Det tager få sekunder at stjæle en bil

Hvor nemt og hurtigt det går, kunne FDM i 2024 vise. En overvågningsvideo fra en garage i Østjylland havde fanget to tyve, som kopierede signalet mellem bilen og bilnøglen, der lå i en jakkelomme i bryggerset inde i huset. Bare 51 sekunder tog det, inden de to tyve i ly af natten kunne køre afsted i en BMW X5.

Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det

Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger

Mere end 850 bilmodeller testet

Med den seneste test har ADAC nu testet samlet mere end 850 bilmodeller, og resultatet er klart: Langtfra alle bilproducenter har fået lukket sikkerhedshullet, selvom der findes en teknisk løsning i form af den såkaldte Ultra Wideband-teknologi (UWB).

Faktisk kan knap halvdelen af bilerne i dag stadig åbnes ved at forlænge eller kopiere radiosignalet mellem bil og nøgle, og i hver tredje bil kan motoren også startes.

Det kan være meget svært at bevise, at en bil eller for eksempel tasker i bilen er stjålet, når nogen har hacket bilens keyless-system.

Læs mere. Sådan sikrer du dit keyless-system

– Sårbarheden i de nøglefri systemer har været kendt i årevis. Derfor er det trist læsning, at halvdelen af de testede biler stadig nemt kan åbnes elektronisk. Særligt når der nu findes en effektiv løsning, som kan sikre dem. Derfor bør bilproducenterne tage tyverisikringen af deres biler langt mere alvorligt, end mange af dem tilsyneladende gør i dag, siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.

Disse bilmærker har hul i sikkerheden

  • Aiways
  • Alfa Romeo
  • Alpine
  • BYD
  • Chevrolet
  • DS
  • Fiat
  • Honda
  • Infinity
  • Isuzu
  • Jeep
  • KGM/SsangYong
  • Lynk & Co
  • MG
  • Opel

Kun 20% af disse bilmærker er godt sikret

  • Dacia
  • Ford
  • Hyundai
  • Kia
  • Lexus
  • Mazda
  • Nissan
  • Peugeot
  • Polestar
  • Porsche
  • Renault
  • Seat
  • Toyota
  • Volvo

Kilde: ADAC. Ikke alle bilmærker er med i den seneste test. Derfor figurerer de ikke blandt bilmærkerne herover.