Ny stor test af sommerdæk: Discount-dæk falder igennem
Nyt om trafik og biler
24. februar 2026

Foto:: FDM/ADAC
Stor test af 16 nye sommerdæk viser, at langtfra alle dæk formår at forene gode egenskaber på både våd og tør vej og samtidig have en høj slidstyrke. Tre dæk skiller sig positivt ud, mens tre discount-dæk falder igennem.
Selvom sneen mange steder fortsat ligger i store dynger, er foråret ikke mange kalenderblade væk. Dermed nærmer sæsonen for sommerdæk sig også.
Med sin hårdere gummiblanding og anderledes slidmønster er sommerdæk nemlig et mere sikkert og komfortabelt valg, når temperaturen begynder at stige.
Står der sommerdæk på indkøbssedlen, skal man dog se sig for. For selvom sommerdæk de senere år generelt er blevet bedre, er der stadig stor forskel på, hvor gode de er.
Det viser årets store test af sommerdæk, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske bilklubber.
Se alle resultaterne fra sommerdæktesten 2026

Test af 17-tommer-dæk
Årets test er gået en smule ned i ”skostørrelse”, og der er testet 16 dæk i størrelsen 17 tommer (225/50 R17). Det er dæk, der passer til bl.a. Audi A4, Peugeot 3008, Skoda Octavia og BMW 3-serie.
- Der er mange krav til sommerdæk, som både skal have gode bremse- og køreegenskaber på våd og tør vej, samtidig med at de har en lav rullemodstand, høj slidstyrke og et lavt støjniveau. Den kombination lever kun få dæk op til. De er ikke nødvendigvis bedst til alt, men klarer sig godt på alle områder, siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Af testens i alt 16 dæk skiller tre sommerdæk sig positivt ud, mens seks dæk ligger lige under, og fire andre igen klarer sig til en plads længere nede på listen.
Tre dæk falder igennem på dårlige køreegenskaber og sikkerhed. Det på trods af, at testens dårligste dæk, Linglong Sport Master, også er det, som havde de bedste bremseegenskaber på våd vej.
Her skulle det kun bruge 30,1 meter på at bremse fra 80-0 km/t, mens gennemsnittet for alle 16 dæk var 33,1 meter.

De 16 sommerdæk er testet på baner i både Tyskland og Italien samt på offentlig vej og laboratorium. (Foto: FDM / ADAC)
Bedste dæk er dårligst
- Bremsetesten viser, at det ikke er nok at klare sig godt i en enkelt testdisciplin. For Linglong Sport Master falder samtidig igennem på tør vej, og når det gælder slidstyrke. På den måde er dækket et eksempel på, at det ikke er nok, at dækket optimeres ekstremt i én retning. Resultatet viser, at Linglong Sport Master ikke er et dæk, der lever op til kravene til almindelig daglig kørsel, siger Søren W. Rasmussen.
Ud over praktiske køreprøver på testbaner, offentlig vej og målinger i laboratorier indgår også en vurdering af dækkenes bæredygtighed og miljøpåvirkning ud fra, hvor og hvordan de er produceret i testen.
FDMs 9 råd til køb af sommerdæk
• Stol ikke kun på EU’s dæklabel – selv dæk med B- og C-mærke for vådgreb kan være utilstrækkelige
• Sørg for, at alle fire dæk har samme produktionsuge og -år og dermed samme tekniske specifikationer
• Køb ikke nye dæk, der er mere end tre år gamle (tjek dækkets DOT-mærkning)
• Vælg helst nye dækmodeller for at få glæde af de nyeste tekniske forbedringer
• Brug altid fire dæk af samme model og type
• Sommerdæk bør have mindst 3 mm mønsterdybde af hensyn til sikkerhed og risiko for akvaplaning
• Hvis mønsterdybden varierer, skal de bedste dæk monteres på bagakslen for at sikre stabilitet i sving
• Kontrollér dæktrykket regelmæssigt – gerne en gang om måneden
• Ved tung last skal dæktrykket øges i henhold til bilproducentens anbefalinger