Privatleasing i 2026: Se priser og FDMs beregning pr. måned
Nyt om trafik og biler
12. februar 2026


Se, hvad privatleasing koster i 2026. Få overblik over priser, kilometer, førstegangsydelse og FDMs beregning af den reelle pris pr. måned, og få FDMs bedste råd.
4 ud af 10 private vælger leasing, når de skal have ny bil. Og der er flere grunde til, at danskerne vælger privatleasing frem for det traditionelle bilkøb.
Det er især den økonomiske tryghed ved privatleasing, som lokker. Du ved, hvad du har af udgifter, så længe aftalen løber.
Du behøver heller ikke at bekymre dig om fremtidige værditab, nye bilafgifter eller om teknologisk udvikling gør din bil nærmest værdiløs.
– Værditab er ubetinget største post i bilbudgettet – og den er usikker. Ny teknologi, mange nye modeller og uendelige udbud af lettere brugte elbiler fra udlandet presser priserne ned, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru og fortsætter:
– Vil man ikke bekymre sig om det, så er privatleasing en slags forsikring. Værditabet er indregnet i tilbuddet, så du kan sove trygt om natten.
Hvad koster privatleasing? Se FDMs beregning pr. måned
Det kan være svært at sammenligne de forskellige tilbud på privatleasing. Derfor har FDM udviklet en standard, hvor du får et tal at forholde dig til.
Vi tager udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger pr. måned, når samtlige poster i leasingaftalen er regnet med. Det vil sige, at tallet indeholder den månedlige ydelse, førstegangsydelsen, evt. stiftelsesomkostninger, tilbageleveringsgebyr og øvrige omkostninger.
Da tilbud på privatleasing ikke er ensartede i længde, tager vi udelukkende udgangspunkt i priser med 15.000 km om året. Det gør det nemmere for dig at sammenligne de forskellige tilbud på privatleasing.
Lav månedlig ydelse kan snyde
Nogle aftaler har meget lave månedlige ydelser, men høje førstegangsydelser. Et eksempel er Citroën ë-C3, der annonceres til en månedlig ydelse på 1.495 kr. Men det er kun for 10.000 km om året, og førstegangsydelsen er næsten 50.000 kr. Samlet set er den gennemsnitlige ydelse på 3.255 kr. pr. måned.
Dermed er den blot marginalt billigere end Danmarks mest populære bil: Skoda Elroq 60, hvis gennemsnitlige månedlige ydelse er 3.377 kr.
Så for blot 122 kr. om måneden får du en bil, som er større, lader hurtigere, har længere rækkevidde og generelt er markant bedre.
Det er derfor vigtigt, at man sikrer sig, at der er ens betingelser, når man skal sammenligne privatleasingtilbud.
Se aktuelle priser på privatleasing i 2026:
Samlede omkostninger indeholder samtlige omkostninger i leasingperioden inkl. bl.a. førstegangsydelsen og tilbageleveringsgebyr. Gns. kr. pr. måned er de samlede omkostninger delt ud på aftalens længde. Bemærk: Alle tal herover er for privatleasingaftaler med 15.000 km om året.
Hvornår giver privatleasing mening?
Ligesom der er forskel på prisen på nye biler, er der også forskel på, hvor attraktive de forskellige privatleasingtilbud er. De bedste tilbud er typisk kampagner, hvor der er få biler.
– Ikke alle privatleasingtilbud er gode. Markedet vrimler med leasingtilbud med forskellige udbetalinger og længder. Det er ikke nemt at gennemskue, og leasingselskaberne klør sig også i hovedet over usikkerheden omkring værditab, siger Ilyas Dogru.
– En tommelfingerregel er at tage den gennemsnitlige leasingydelse pr. år og dividere med bilens nypris. Er den gennemsnitlige årlige ydelse under 15 procent af bilens nypris, er tilbuddet som udgangspunkt godt.
Eksempel 1:
Skoda Elroq 60 koster i gennemsnit 3.377 kr. pr. måned. Dermed udgør de gennemsnitlige årlige omkostninger 15 procent af bilens nypris på 264.995 kr.
Det gør privatleasingtilbuddet godt.
Eksempel 2:
Citroën ë-C3 koster i gennemsnit 3.255 kr. pr. måned. De gennemsnitlige årlige omkostninger udgør 23 procent af bilens nypris på 169.990 kr.
Dermed er privatleasingtilbuddet ikke attraktivt, og man bør overveje køb i stedet.
Bemærk dog, at på biler, der koster under 200.000 kr., udgør faste omkostninger til eksempelvis stiftelse en større andel. Så her kan 17-18 procent være et godt tilbud.
3 tip om privatleasing
Hvor lang tid løber privatleasingaftalen?
Hvor der tidligere var flest privatleasingaftaler på to eller tre år, bliver de fleste biler i dag leaset med en kontrakt på op til fire år. Det kan give lavere omkostninger for dig.
Hvor mange kilometer er med i aftalen?
Vær opmærksom på km-tal. Der er forskel på, hvor mange kilometer der er med i privatleasingaftalerne, og hvor meget det koster at købe ekstra kilometer. 5.000 km ekstra om året kan koste mellem 100 og 400 kr. pr. måned. Spørg leasingpartneren om prisen på både under- og overkørte km. Der kan være stor forskel, og i nogle aftaler kan overkørte km være meget dyre.
Kan en høj førstegangsydelse betale sig?
Flere tilbud har i dag en meget høj førstegangsydelse – det vil altid være billigere, men det er ikke altid, at forskellen er så stor. Så husk at se på den gennemsnitlige månedlige omkostning, når du skal vælge. Og husk, at førstegangsydelsen er tabt, hvis du træder ud af aftalen før tid. Det vil give en højere gennemsnitlig omkostning, især på aftaler med førstegangsydelser på 50-60.000 kr. Gennemsnitsomkostningen pr. måned vil blive ekstra hårdt ramt, hvis du allerede fortryder leasingaftalen efter et år.
Se alle leasingtilbud, rabatter og kampagner på nye biler i 2026
Læs også: Oversigt over relevante tilbud på nye biler