Spring til hovedindhold
Logo

Smart trick: Sådan slipper du for ”usynlige” p-bøder

Nyheder

Nyt om trafik og biler

1. april 2026

Bil holder parkeret i en parkeringsbås på en parkeringsplads. Den har monteret et rødt lys oven over sin nummerplade.
Af FDM

Bilister har det seneste år fået massevis af urimelige p-bøder direkte i e-Boks, men et smart trick til din bil skal sætte en stopper for det. Parkeringsselskab er dog klar med et modsvar.

P-bøder er ikke længere noget, som kun ender under vinduesviskeren på din bil. Et stigende antal parkeringsselskaber benytter i dag automatisk videoovervågning på parkeringspladser, og de eftersender p-bøder via e-Boks.

Metoden er i strid med loven, og tidligere transportminister Thomas Danielsen (V) kaldte det for rockermetoder.

Læs mere: Minister er dødtræt af p-selskaber – åbner særlig klagemail

Bilister går mod parkeringsselskaber

Når loven og politikerne ikke stopper parkeringsselskaberne, har en gruppe bilister besluttet sig for at tage sagen i egen hånd. De har oprettet appen ParkBuster, der fungerer med Apple CarPlay og Android Auto.

- Løsningen er egentlig ret simpel og består af et billigt infrarødt-lygtesæt fra Temu, som monteres på nummerpladens ramme. Inden bilister kører ind i et område med automatisk videoovervågning, kan de aktivere det infrarøde lys fra vores app via Bluetooth, og bilen går simpelthen i Ghost Mode, forklarer Victor Resisto, som har været med til at udvikle ParkBuster.

Lyset vil dække og overbelyse hele nummerpladen, og derfor vil det være umuligt for parkeringsselskabernes videokameraer at aflæse den. Bilens nummerplade bliver ”usynlig” – lidt ligesom de p-bøder, som ikke længere leveres fysisk bag bilens vinduesvisker, men sendes til e-Boks.

- Bilisterne har alt for længe fået urimelige og ulovlige p-afgifter pga. automatisk videoovervågning, og det er forståeligt, at det giver bilister lyst til at gå til modangreb med hjemmebryggede apps og andre opfindelser. Det understreger bare behovet for, at politikerne slår endnu hårdere ned på parkeringsselskabernes ulovlige praksis, siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

Han understreger, at loven i dag er helt klar: En parkeringsafgift skal placeres fysisk på bilen, og den må ikke eftersendes via e-Boks. Også selvom parkeringsselskaberne finder på at kalde det ”opholdsgebyr” eller lignende.

Giv din parkeringsbøde til en anden bilist

P-selskaberne har dog ikke tænkt sig at stoppe med automatisk videoovervågning, også selvom nogle bilister begynder at bruge apps og infrarødt lys til at ødelægge optagelserne. Det gælder bl.a. Midas Parkering, som har parkeringspladser i hele landet og i 2025 havde en omsætning i milliardklassen. Nu arbejder Midas Parkering på at udvide sit overvågningskoncept:

- Vi vil faktisk gerne give lidt igen, og derfor har vi oprettet P-vogternes Klub. Alle, som har fået en p-bøde, et opholdsgebyr eller på andre måder er kommet til at skylde Midas Parkering penge, kan være med. Man skal blot give en kontrolafgift til to andre bilister, som ikke har kunnet finde ud af at parkere efter reglerne. Det er win-win, siger Steen Haardt, direktør i Midas Parkering.

For at blive en del af P-vogternes Klub skal man registrere sig online hos Midas Parkering, efter man har fået en p-afgift. Herefter får man tilsendt et overblik over parkeringsarealer i ens lokalområde, som man skal overvåge og filme med sin mobil. Når man har observeret og filmet mindst to biler, som ikke overholder parkeringsreglerne, får man slettet sin egen bøde.

- Onde tunger kalder vores gebyrer og kontrolafgifter for dummebøder, men jeg må bare vende pilen den anden vej. Det er jo tydeligvis bilisterne, som ikke er særlig kloge, når de ikke kan finde ud af at følge de regler, vi har sat op. Det er chokerende, at folk bliver forvirrerede over et halvskjult p-skilt med lidt jura-lingo, siger Steen Haardt.

Direktøren ser i øvrigt et stort potentiale i P-vogternes Klub, hvor bilisterne kan lære mere om parkeringsreglerne, når de selv skal dele bøder ud. Midas Parkering har haft et prisvindende bureau med speciale i adfærdsdesign til at forme konceptet, der minder om gamification fra spil. Man starter i rollen som ”hangaround”, men kan stige i niveau og blive ”prospect” i klubben.

De første medlemmer af P-vogternes Klub sendes ud til Midas’ parkeringspladser den 1. april.