Tjek brændstofpriserne på Google Maps fra nytår
Nyt om trafik og biler
18. december 2025


Fra 1. januar skal brændstofselskaberne offentliggøre deres pumpepriser online. På Google Maps kan du hurtigt finde den bedste pris på benzin og diesel.
Konkurrencen på brændstofmarkedet har længe været ikke-eksisterende med stort set samme priser på alle stationer i Danmark.
Derfor blev loven ændret, så det fra 1. december blev forbudt for selskaberne at offentliggøre vejledende priser forud for prisændringer.
Det har endnu ikke givet den ønskede effekt, som en prisundersøgelse fra FDM viste tidligere på måneden
Fra nytår træder den anden del af loven i kraft, når brændstofselskaberne skal offentliggøre deres priser i realtid. Den pris, der fremgår af standeren på tankstationen, skal også være tilgængelig online.
Se priserne over hele landet
Det kan f.eks. være på selskabernes hjemmeside, men priserne bliver også tilgængelige på Google Maps.
Erhvervsministeriet har været i dialog med Google om en løsning, der gør priserne lettilgængelige for forbrugerne.
– Bilen er en vigtig del af mange danskeres dagligdag. Men priserne på benzin og diesel har været de samme, uanset hvor man kørte hen, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Men det skal også være overskueligt for danskerne at finde priserne. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Google har fået priserne direkte ind i Google Maps. Med hjælp fra Google kan man fra sofaen nemt og hurtigt finde den billigste pris, inden man sætter sig ud bag rattet. Det betyder, at selskaberne nu skal konkurrere endnu mere om kunderne og give de bedst mulige priser, siger ministeren.
FDM håber det har en effekt
FDM hilser tiltaget velkommen og har tidligere via benzinpriser.dk haft positive erfaringer med, at synlige priser skaber konkurrence og ændrer forbrugeradfærd.
– Det gør det nemmere for bilister at orientere sig og vælge den billigste tankstation, inden de kører hjemmefra. Det ved vi også fra vores oversigt over lynladepriser på el, der er ret populær, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
FDMs guide: Se prisen for at lade din elbil på en offentlig ladestander
– Der har ikke været priskonkurrence på brændstofmarkedet i mange år efterhånden. Priserne er stort set ens alle steder i landet dog med den forskel, at prisen på ubemandede tankstationer typisk er 10 øre lavere pr. liter end hos de bemandede stationer, siger Ilyas Dogru.
FDM vil fortsat følge markedet for at se, om der kommer konkurrence på priserne på brændstof.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser, at den også løbende vil holde øje med, om konkurrencen reelt bliver forbedret til gavn for de danske bilister.