Forsøg skal afkorte motorvejskøer

Det koster hvert år samfundet 700 millioner kroner i spildtid, når forulykkede lastbiler spærrer motorvejene. Nyt forsøg skal undersøge effekten af hurtigere oprydning. Tiltrængt, mener FDM, der længe har efterlyst et bedre og hurtigere beredskab.

Det koster årligt samfundet 700 mio. kr. i spildtid, når lastbiler spærrer motorvejene ved uheld.
Trafik

Punkterede, væltede eller på anden på havarerede lastbiler er et alt for velkendt scenarie på landets motorveje.

Ofte er forulykkede lastbiler årsag til totalspærrede vejstrækninger med dyr spildtid til følge, når der skal ryddes op igen, og lastbilerne bugseres væk fra vejbanen.

Beregninger fra Vejdirektoratet viser, at det årligt koster samfundet 700 millioner kroner, at landets bilister sidder i kø som følge af lastbilsuheld.

Læs også: Nu udvides E45 - Pas på kø!

Hurtigere oprydning

Nu skal et nyt forsøg på den fynske E20-motorvej undersøge effekten af forskellige indsatser, der kan medvirke til en hurtigere oprydning og genetablering af trafikken efter uheld.

Det kan eksempelvis være hurtigere rekvirering af materiale, der kan rydde op efter uheldet, eller hvordan man hurtigere får fjernet de tonstunge lastbiler. Derudover vil man inddrage erfaringer fra andre lande, der allerede i dag har et beredskab ved uheld med større godstransport.

Bag forsøget, der løber frem til udgangen af 2019, står Vejdirektoratet, Rigspolitiet og Fyns Politi.

der er behov for et beredskab, som kan reagere hurtigt og sikre, at trafikken genetableres langt hurtigere end tilfældet er i dag

Læs også: Fynsk motorvej for et 3. spor

Dyrt for samfundet

”Der findes vel næsten ikke noget mere frustrerende i trafikken end at være fanget i en lang kø på motorvejen. Det er irriterende for den enkelte trafikant, og det er dyrt for samfundet. Derfor er der på alle måder god ræson i at afprøve forskellige måder til at afvikle køerne efter uheld på motorvejen hurtigere,” udtaler transportminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Mobiliteten skal sikres

De danske motorveje oplever i disse år en vækst i trafikken. Det skaber behov for, at mobiliteten sikres bedst muligt. Derfor er FDM tilfreds med, at det nu bliver undersøgt, hvordan man kan skærpe beredskabet og mindske gener og tidstabet for bilister ved uheld på motorvejene.

Læs også: Særtransporter får spærretid

Behov for bedre beredskab

”Som Vejdirektoratets beregninger viser, er det dyrt for samfundet, når uheld med lastbiler spærrer trafikken, og bilisterne holder stille. Derfor er vi glade for det nye forsøg med hurtigere oprydning på motorveje, og vi ser frem til de erfaringer, man vil gøre sig. Selvom vi er klar over, at uheld med lastbiler kan være komplekse, mener vi, at der er behov for et beredskab, som kan reagere hurtigt og sikre, at trafikken genetableres langt hurtigere end tilfældet er i dag. Det er i alles interesse,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Det nye forsøg iværksættes fra juni måned.  

Følg FDM på Facebook