Ny kampagne mod ulykker ved vejarbejde

Uopmærksomme bilister er skyld i ulykker ved vejarbejder i gennemsnit hver anden dag. Ny kampagne skal få bilisterne til at holde fokus.

Ny kampagne skal få bilister til at holde fokus ved vejarbejder
Trafik

Uopmærksomhed bag rattet er hver uge skyld i ulykker ved vejarbejder. Ofte fordi bilisterne undervurderer farten, og vejen er ændret, eller de helt overser en vejarbejder på kørebanen.

Når det går galt ved vejarbejde, er det ofte bilisterne, det går ud over. Derfor skal man også overholde hastighedsgrænsen

Derfor sætter Vejdirektoratet i ny kampagne fokus på, at bilister skal stille skarpt, når de møder et vejarbejde.  

De næste par uger vil bilisterne derfor møde kampagnen ’Stil Skarpt - Vejarbejde kræver fokus’ langs udvalgte vejarbejder, på rastepladser samt i den kollektive trafik og på sociale medier.

Derudover vil politiet også være tilstede flere steder og lave fartmåling. Får du en fartbøde ved et vejarbejde, er der dobbelt op på bødestørrelsen.

Læs mere om Stil Skarpt-kampagnen (eksternt link)

Kræver ekstra opmærksomhed

”Vejarbejder er besværlige at navigere igennem, fordi omstændighederne på vejbanen er ændret. Der kan stå en vejarbejder bag en skiltevogn og lave et akut reparationsarbejde. Eller der kan være tale om et vejarbejde med vognbaneskift, smallere kørebaner og faste genstande tæt på vejkanten. Derfor skal man udvise ekstra opmærksomhed, når man kører forbi et vejarbejde – både om dagen og om natten,” udtaler områdechef i Vejdirektoratet, Charlotte Vithen, i en pressemeddelelse.

Ifølge Vejdirektoratet er der de seneste fem år sket mellem 208-263 ulykker ved vejarbejder om året. Flere af ulykkerne har været alvorlige og involveret både bilister, vejarbejdere og vejhjælpspersonale.

Læs også: Sjusket skiltning skyld i ulykker

Ny Stil Skarpt skal nedbringe antallet af trafikuheld
Vejdirektoratets nye Stil Skarpt-kampagne skal nedbringe antallet af ulykker ved vejarbejder. (Foto: Vejdirektoratet)

Overhold fartgrænsen

”Vi bakker i FDM op om den nye kampagne. Der sker for mange ulykker ved vejarbejder, og derfor er det vigtigt, at man som bilist er opmærksom og overholder den skiltede hastighed – både af hensyn til dem, der arbejder ved vejen, men i høj grad også af hensyn til én selv og de øvrige trafikanter. Når det går galt ved vejarbejde, er det ofte bilisterne, det går ud over. Derfor skal man også overholde hastighedsgrænsen, selvom man ikke kan se folk, der arbejder,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.

Kampagnen ’Stil Skarpt – Vejarbejde kræver fokus’ kører fra 30. september og frem til søndag den 13. oktober og vil løbe igen i foråret 2020.

Læs også: Så høj er bøden for at køre for stærkt