Det er blevet hurtigere at passere betalingsanlægget ved Storebæltsforbindelsen. Det tekniske udstyr, der stammer fra åbningen for 20 år siden, er blevet udskiftet med mere præcist og hurtigt grej.
Særligt bilister, der betaler via nummerpladen (Pay By Plate), har fået det lettere fra 13. januar. De kan nu benytte de samme, automatiske baner som biler med Brobizz i stedet for at skulle blande sig med bilister, som betaler manuelt med kort.
Se mere: Nummerpladen er dit nye kreditkort
Særligt bilister, der betaler via nummerpladen (Pay By Plate), har fået det lettere.
Desuden reagerer udstyret i betalingsanlægget hurtigere på nummerpladen.
Nu må man køre 50 km/t.
Samtidig er fartgrænsen gennem de automatiske baner sat op fra 30 til 50 km/t. Der er stadig en bom, der skal gå op.
Se mere: Billigere at krydse Storebælt
Den nye teknik og de nye muligheder betyder også, at den velkendte skiltning er ændret. De grønne baner har indtil nu heddet ”Brobizz”, men er ændret til ”Ekspres”.
Flere automatiske baner
For at håndtere de ekstra biler gennem de automatiske ekspres-baner er deres antal øget fra fire til seks. De grønne baner ligger stadig til venstre i betalingsanlægget.
Flere end 37.000 køretøjer kører over Storebæltsbroen på en gennemsnitsdag. 76 pct. af dem betaler med en af de fuldautomatiske muligheder.