På den næste ferie- eller arbejdstur til Norge er der blevet et sted mindre at betale for turen. Betalingen for at køre over motorvejsbroen på E6 ved Svinesundbro blev afskaffet 15. marts 2021.
Det er den vigtigste forbindelse mellem Sverige og Norge, som dermed atter bliver gratis at benytte.
Den hidtidige broafgift har dog ikke kunnet ødelægge feriebudgettet, da den senest har været på 20 norske eller 22 svenske kroner pr vej for en personbil.

Opkrævningen helt uden mulighed for at betale manuelt eller med betalingskort har derimod kunnet give usikkerhed hos mere end en dansk familie på ferietur.
Betaling med Brobizz
Den nemmeste løsning, som det stadig er tilfældet ualmindelig mange steder i Norge, var at have en dansk Brobizz med. Alternativt ville bilens nummerplade blive registreret, og hvis der slet ikke var tilknyttet en Brobizz til nummerpladen, ville der komme en opkrævning – uden gebyr i første omgang.
Der har også været gebyr på den gamle landevejsbro lige ved siden af for at undgå, at mange biler på motorvejen ville tage den gamle bro for at spare penge. Som et kuriosum var det indtil 2006 gratis at køre ad den gamle bro mod syd på grund af svensk lovgivning.

Den nye Svinesundbro blev åbnet i 2005, og det har hele tiden været mening, at betalingen – helt efter norsk skik – skulle stoppe, når broen var betalt tilbage. Det var dengang forudsagt til at vare 20 år, men på grund af større trafik end ventet, har det kun taget 15 år.
At det er regnet præcist ud ses af, at bompengene på et tidspunkt skulle afskaffes i efteråret 2020. Men da trafikken faldt som følge af corona-situationen, måtte der nogle ekstra måneders betaling til for at få kassen til at stemme. Derfor kunne betalingsanlægget slukkes 15. marts – kl. 14.00!