Nyt kinesisk bilmærke har imponerende god sikkerhed

Det nye kinesiske elbilmærke Zeekr imponerer i ny Euro NCAP-test, hvor den lille Zeekr X, der er søsterbil til Volvo EX30, opnår det hidtil bedste resultat i en Euro NCAP-test. 

Pressemeddelelse

Der var engang, hvor kinesiske biler var lig med tvivlsom sikkerhed. Det er de ikke længere. De senere år har rækken af nye kinesiske bilmærker vist, at ikke bare komfort og køreegenskaber nu er på niveau med konkurrenternes. Også når det gælder bilernes sikkerhed, matcher de konkurrenterne. Mindst.

Det ses også i årets anden Euro NCAP-test, hvor tre af de seks biler er kinesiske. Alle tre kører sikkert fem store Euro NCAP-stjerner i hus.

Mest interessant er det nye mærke Zeekr, som Geely-koncernen står bag. Zeekr er hjemmehørende i Göteborg i Sverige og hører til Volvo-grenen på Geely-familiens stamtræ. Det nye bilmærke har to biler på hylden, modellerne Zeekr X og 001, og begge er med i den aktuelle testpulje, hvor Zeekr X ligefrem opnår det til dato bedste samlede resultat, efter at Euro NCAP senest skærpede sine testkrav.

”Zeekr er et spændene nyt mærke, som ventes at lande i Danmark efter sommerferien. Mærket deler en del teknologi med Volvo, og det ses også på sikkerheden, som ligger i den absolut høje ende. Det gælder ikke mindst for Zeekr X, der er søsterbil til Volvo EX30. Kollisionssikkerheden for både store og små passagerer er i top. Det samme gælder bilernes nødbremse, der kan se både bløde og hårde medtrafikanter. I det hele taget er alle de nye assistentsystemer standard, og de virker godt. Det er meget positivt, at de kinesiske bilproducenter i den grad prioriterer en høj sikkerhed,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen. 

Også den nye store Maxus Mifa 7 scorer de maksimale fem stjerner sikkert.

Rundens biler tæller også populære VW Tiguan samt den nye elbiludgave af Renault Scenic.

Også her kører begge biler uden problemer fem stjerner i hus.

”Renault Scenic er en meget vellykket elbil, der fortjent blev Car of the Year 2024. Den er søsterbil til Renault Megane E-Tech, som blev testet i 2022, så der er her blot udført en supplerende test. Samlet udløser det fem sikre Euro NCAP-stjerner, men altså af årgang 2022,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Til gengæld er VW Tiguans stjerner årgang 2024. Tiguan har de senere år været en populær SUV og er nu kommet i en 3. generation, hvor bilen har fået et løft på flere områder herunder sikkerheden. Som på de tre ’kinesere’ er sikkerheden i top, men lidt under, hvad Zeekr-modellerne scorer. Tiguan er dog stadig et meget sikkert valg.”

Testens sidste bil er personbiludgaven af den store Ford Tourneo, der har plads til op til otte personer. Bilen er testet med og uden sikkerhedspakke til henholdsvis fire og – mere skuffende – tre Euro NCAP-stjerner.

”Tre Euro NCAP-stjerner anno 2024 er ikke godt nok, og Ford går på kompromis med sikkerheden, når man skal tilkøbe en sikkerhedspakke med blandt andet en bedre nødbremse for at få fire stjerner. Det er ganske enkelt en ommer, Ford,” siger Søren W. Rasmussen. 

Testens biler:

  • Ford Tourneo Custom:     3-4 Euro NCAP-stjerner (m. sikkerhedspakke)
  • Maxus Mifa 7:                5 Euro NCAP-stjerner
  • Renault Scenic:              5 Euro NCAP-stjerner
  • Zeekr 001:                    5 Euro NCAP-stjerner
  • Zeekr X:                       5 Euro NCAP-stjerner
  • VW Tiguan:                    5 Euro NCAP-stjerner

Hent billede - Zeekr X

Hent billede - Zeekr 001

Hent billede - Ford Tourneo Custom