Et mindre facelift skal holde liv i BMW 5-serien i et presset marked. Den populære direktørbil får udstyr fra 7-serien, og dermed fremstår kvalitetsniveauet nu højere end nogensinde før.
Af
Søren W. Rasmussen
Forpremiere
Bagtil har alle udgaver af BMW 5-serien nu fået LED-lygter som standard.Motor mener: Med de seneste forbedringer af komforten og sikkerheden er BMW 5-serien fortsat en af de bedste biler i direktørklassen. Ny dieseludgave passer perfekt til Danmarks høje afgifter.
Der er gode nyheder på vej til toppen af det danske erhvervsliv og til alle andre med øje for det gode i en god bil. Den populære BMW 5-serie får et mindre facelift og får ved samme lejlighed mere udstyr og forbedret kvalitet i kabinen.
Og hvad der er mindst lige så interessant for os danskere, så udvides motorprogrammet med en mindre dieselversion, der kan holde startpriserne i ave. Nyt bliver også, at 5-serien i lighed med 3-serien kan leveres i de to designserier „Luxury Line” eller „Modern Line”. I 5-serien er „Luxury Line" til 88.000 kr. dog inklusive læderindtræk, mens „Modern Line" til 44.000 kr. alene omfatter designelementer i kabinen.
Instrumentbordets materialer er forbedret. Som noget nyt kan man bestille bilen i to designlinjer Modern Line og Luxury Line.
Typisk for de tyske bilproducenter skal man være noget af en bilkender for at se forskel på den nye BMW 5-serie og forgængeren. Mærkets typiske designlinjer er tydeligvis bevaret, og selvom det virker noget konservativt, så fastholder de moderate ændringer en god brugtvognspris til gavn for bilejerne, når de en dag skal sælge bilen.
Det er lettest at se forandringerne ved den nye 5’er ved for- og baglygterne. Bagest er der kommet nye LED-lygter, og de er nu standard på alle versioner. Fortil er alle versioner forsynet med de effektive xenonforlygter, hvor de typiske LED-ringe rundt om nær- og fjernlyset, gør det let at genkende en BMW i bakspejlet.
Vælger man automatgear hvilket varmt kan anbefales får man i alle udgaver et lækkert ottetrins gear.
Af øvrige fornyelser kan nævnes forbedret automatisk op- og nedblænding af det lange lys, mulighed for at tilkøbe digitalt instrumenthus med tre forskellige designs alt efter valgt køreprogram, udvidet BMW-Connect, hvor vi i Danmark får automatisk nødopkald fra foråret 2014, samt en forbedret i-drive-knap, så det er lettere at styre musen på skærmen, når man er på internettet, mens bilen står stille.
Ny indstigningsmodel i BMW 5-serien
På motorsiden er alle udgaver forberedt til den kommende Euro-6-norm for udstødningsgasser, dog venter BMW med at udstyre bilerne med de-NOx-katalysator til et egentlig krav kommer om nogle år.
Med BMWs avancerede navigationsanlæg til 57.000 kr. får man adgang til internettet. Det hele styres let fra den nydesignede i-drive-knap mellem forsæderne.
Billigste dieseludgave bliver 518d, der fortsat benytter tolitersmotoren fra 520d, men hvor ydelsen er sat ned til 143 hk. Generelt er udstyret forøget med fartpilot, bluetooth, USB-stik og andre detaljer. Priserne ventes at være på samme niveau som hidtil.
De omtalte ændringer kommer til at omfatte både sedan, stationcar og den i Danmark ret sjældne BMW 5 Gran Turismo, som er en femdørs livsstilsbil med en stor tophængslet bagklap. Merprisen for at gå fra sedan til stationcar bliver 45.000 kr. og derfra er der yderligere små 200.000 kroner op til GT-udgaven.
Vi har prøvet både 530d og 535i i den nye generation, og her var oplevelsen, at de køremæssige forskelle i forhold til den hidtidige model var små, men at den oplevede kvalitet af kabinens indretning var øget. BMW 5-serien kører som altid suverænt – nu er det hele blot pakket endnu flottere ind.
Faceliftet af BMW 5-serien omfatter både sedan, stationcar og den mere sjældne 5 Gran Turismo.
Listen over ekstraudstyr er enorm, og passer man ikke på med mængden af krydser, medfører de høje afgifter, at prisen på bilen let fordobles – men så får man også en storsmilende skatteminister med i købet.