Motor mener: Den længe savnede Opel Astra stationcar var værd at vente på. Bagsædernes konstruktion er i en klasse for sig, og så kører bilen fremragende.
![Astra Sport Tourer er en vellykket stationcar med en fin linjeføring og en høj brugsværdi.](/sites/default/files/d6images/img_0829.jpg)
Den nye Opel Astra stationcar – eller Sports Tourer, som Opel har døbt den – er allerede på vej til Danmark i et omfattende modelprogram, der er magen til det, vi kender fra de øvrige udgaver. Merprisen er beskedne 12.500 kroner og dækker over en yderst praktisk konstruktion, der øger bilens brugsværdi markant.
![Astra Sport Tourer er indvendigt identisk med den almindelige Astra hatchback.](/sites/default/files/d6images/img_0837.jpg)
Som på mange andre stationcars giver den vandrette taglinje en fin fordel for bagsædepassagererne: Loftshøjden er en hel del bedre end i femdørsudgaven, og i det hele taget er der rimelig plads ved bagsædet.
![Med bagsædet i brug er der 500 liter til rådighed. Bagagerummet er helt regulært i formen, og det vandrette gardin er let at betjene.](/sites/default/files/d6images/a267292.jpg)
Vi har prøvet bilen på krævende veje omkring den tyrkiske storby Istanbul – til lejligheden kaldt „KonstantinOPEL”. Her udviste bilen en glimrende evne til at fastholde en rolig kurs trods vejenes ofte ringe beskaffenhed.
På motorsiden er der hele otte varianter at vælge blandt, efter at den kraftige toliters dieselmotor med 160 hk nu også er blevet en mulighed. Den fås enten med et sekstrins manuelt gear eller en helt ny sekstrins automatgearkasse. Den motor er en fornøjelse og gør bilen usædvanligt letkørt, da den trækker rent helt nede fra omkring 1.000 omdrejninger. Skal det være mere miljøvenligt, tilbyder Opel nu også en udgave med stop-start-teknik. Det er en 1.3-liters dieselmotor, der yder 95 hk, og som får bilen til at køre 24,4 km pr. liter.
Det overordnede indtryk af Astra peger på en bil, der virker herlig helstøbt. Og da brugtvognsmarkedet som regel efterspørger sådanne biltyper, er der ingen tvivl om, at Astra Sport Tourer er det mest sikre køb i Astra-familien.