Opel Insignia ecoflex - en evergreen

Opel Insignia ecoflex kører næsten 20 km pr. liter, uden at den af den grund bliver kedelig.

Opel Insignia ecoflex
Forpremiere

Motor mener: Opel følger naturligt markedet, hvor biler, der kører længere på literen, er i fokus. Her er Opel Insignia ecoflex et godt bud.

Det er muligt at fremstille store biler, der kører endnu længere literen end den nye Opel Insignia ecoflex. Men så går det for alvor ud over fornøjelsen ved at køre bil, og den egenskab vægter Opel stadig højest. Den nye grønne udgave af Opel Insignia – ecoflex – har derfor både fået en toliters dieselmotor med 160 hk og en række tekniske ændringer, der lader bilen køre længere på hver dråbe.

Indvendigt er bilen identisk med en almindelig Insignia.
Indvendigt er bilen identisk med en almindelig Insignia.
Så mens den almindelige udgave med samme motorydelse kører 17,2 km pr. liter, når denne grønne version to km ekstra på hver liter. Dermed er CO2-udslippet reduceret til 136 g/km mod den almindelige versions 154 gram. Og netop den egenskab falder fint i hak med det danske afgiftssystem, der med en indbygget rabat til brændstoføkonomiske biler netop udligner fabrikkens merpris, så de to versioner kan sælges for præcis samme pris, 397.580 kr.

Grundkonstruktionen af ecoflex er, som den vi kender fra de øvrige modeller, men en række tekniske forbedringer har hver især bidraget til enten en mindre luftmodstand eller en bedre energiudnyttelse i drivlinjen.

Karrosseriet er sænket nogle millimeter, frontgrillen har fået halveret sit luftindtag, vognbunden er dækket med plastpaneler, og endelig har bilen fået monteret lavfriktionsdæk fra Michelin.

På motorsiden er indsprøjtningssystemet optimeret, gearkassens udvekslinger er ændret, så bilen er mere langbenet i de fire højeste gear, mens første og andet gear nogenlunde er på niveau med den normale version. Det giver fine accelerationer i første og andet gear, men derefter sørger et stort spring op til de øvrige gear for en mere moderat mellemacceleration. I sjette gear kører motoren kun omkring 1.500 omdrejninger ved 110 km/t, men det gør den fint, og den kan endda uden problemer accelerere op til 130 km/t eller mere, når det behøves.

EcoFlex kendes på det lille grønne mærke på bagsmækken.
EcoFlex kendes på det lille grønne mærke på bagsmækken.
For at hjælpe føreren med at finde det rigtige gear til det rette tidspunkt er der kommet gearskifteindikator i instrumenthuset, som fortæller, når det er tid til at skifte gear. Derimod er der ikke kommet stop/start-funktion, der selv slukker motoren, når bilen holder for rødt. Her er der således stadig plads til forbedringer.

Opel Insignia ecoflex kommer i første omgang kun i denne ene version, men da fabrikken generelt arbejder med at sænke forbruget, ventes teknikken udbredt til flere modeller. Når man ikke gør det umiddelbart, skyldes det, at ecoflex-versionerne er dyrere at bygge, at det endnu ikke er muligt at kombinere teknikken med automatgear, og at den tilladte påhængsvægt er reduceret til 1.500 kg mod den normale versions 1.600 kg.

Insignia ecoflex kan leveres med fire eller fem døre til samme pris, mens stationcarversionen først er klar til salg i løbet af efteråret.