Opel Mokka - generation X

Opel Mokka har fået sit andet facelift på kort tid og er dermed klar til den øgede konkurrence blandt de moderne crossovers. Et X som efternavn kendetegner den nye generation.

Opel Mokka.
Forpremiere

Fronten er helt ny, og som noget nyt kan bilen nu også bestilles med Opels avancerede LED-forlygter med hele ni lysprogrammer. Foto: Opel
Fronten er helt ny, og som noget nyt kan bilen nu også bestilles med Opels avancerede LED-forlygter med hele ni lysprogrammer. Foto: Opel
Motor mener: Mokka X er opdateret med mere udstyr og mere komfort. Men det er en alvorlig mangel, at bilen ikke har fået automatisk nødbremse som i Astra.

Opel Mokka er en moderne, let SUV, eller som de også kaldes: crossover. Den tilhører altså den biltype, der i øjeblikket stiger mest i salg og interesse i Europa. Også herhjemme er der kommet godt gang i salget af de højbenede bilmodeller, og konkurrenterne til Opel Mokka X er således biler som Nissan Qashqai, Mazda CX-3, Peugeot 2008 og Renault Captur. 

Opel Mokka kom egentlig på markedet for fire år siden, men en enorm efterspørgsel overalt i Europa har holdt det danske salg i ave. For Opel har det simpelthen været en bedre forretning at sælge bilerne i lande, der betaler mere, end man gør i Danmark, og det har stillet danskerne bagest i køen.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af de populære crossovers Mazda CX-3, Honda HR-V, Nissan Qashqai og Renault Kadjar

Førerpladsen er velindrettet med masser af fine fralægningspladser. Den høje siddeposition giver godt udsyn og let ind- og udstigning.
Førerpladsen er velindrettet med masser af fine fralægningspladser. Den høje siddeposition giver godt udsyn og let ind- og udstigning.
Men nu er produktionen rykket fra Sydkorea til Spanien, og det har øget danskernes mulighed for at få fingre i den spændende Opel, der dermed nærmest relanceres.

Firehjulstræk, turbo og nødopkald

I forbindelse med relanceringen har Mokka fået tilføjet et X til navnet – en betegnelse, som efterhånden vil sprede sig til samtlige udgaver af Opels firehjulstrukne biler. Hos Mokka er det dog både de to- og firehjulstrukne udgaver, der hedder X, og firehjulstrækket er faktisk kun en mulighed i visse udgaver af den fine 1.4-liters turbobenziner samt den større 1.6-liters dieselmotor.

I benzinudgaven kan firehjulstræk og automatgear kombineres. Firehjulstrækket er fuldautomatisk og skifter efter behov mellem udelukkende at trække på forhjulene til en ligelig fordeling af kræfterne mellem for- og baghjul.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem crossoverne Peugeot 2008 og Renault Captur

Opel kæmper med at reducere antallet af knapper på instrumentbordet. I Mokka er der stadig en del tilbage, men fra den store skærm i midten styres en stor del af bilens mange funktioner og indeholder nu også Apple CarPlay.
Opel kæmper med at reducere antallet af knapper på instrumentbordet. I Mokka er der stadig en del tilbage, men fra den store skærm i midten styres en stor del af bilens mange funktioner og indeholder nu også Apple CarPlay.
På udstyrssiden er alle udgaver nu udstyret med Opel OnStar, der giver føreren mulighed for at koble sig op til Opels servicecentral, hvor man kan få hjælp til bilen, anvisninger til hoteller eller lignende samt nødhjælp, hvis der er behov for det. Systemet har sit eget SIM-kort og kan via dette tilbyde wifi-opkobling til alle passagerernes mobiler, tablets og lignende.

Sikkerheden er tilgodeset med et system, der advarer, hvis man er ved at køre op i en bil foran, eller hvis man er på vej ud over vognbanens kantlinjer. Men det er ikke koblet til bremsesystemet, så bilen kan ikke af sig selv bremse op, og det er en klar mangel for så ny en bil.

Til gengæld kan man tilkøbe Opels avancerede LED-forlygter, der kan variere lyskeglen ud fra kørslen, så man altid har bedst mulig lys på bilen.

Nydesignet instrumentbord

Opel Mokka er en lille crossover, men byder på ret god plads ved både for- og bagsæder. Ulempen er et bagagerum på bare 356 liter.
Opel Mokka er en lille crossover, men byder på ret god plads ved både for- og bagsæder. Ulempen er et bagagerum på bare 356 liter.
Indvendigt byder Mokka X på rimelig plads til fire-fem voksne, og man sidder højt og har et godt udsyn over trafikken. Ind- og udstigningen foregår samtidig ubesværet, og det er et stort plus ved bilen.

Førerpladsen er velordnet med masser af fralægningspladser, og en nydesignet skærm med navigationsanlæg og betjening af bilens mange funktioner har gjort det muligt at mindske antallet af knapper på instrumentbordet betydeligt.

LÆS OGSÅ: Motors test af den anderledes crossover Nissan Juke

Som ekstraudstyr kan man nu også bestille bilen med særlige sportssæder, som Opel har udviklet sammen med ergoterapeuter fra AGR (Aktion Gesunder Rücken = kampagne for sundere rygge). Og på komfortsiden kan Mokka nu leveres med moderne udstyr såsom nøglefri adgang til bilen, bakkamera og parkeringsassistance.

Motorprogrammet omfatter en 1.6-liters benziner med 136 hk, der er at finde i en særlig skrabet udgave uden Opel OnStar og uden sikkerhedssystemerne. Ellers er der valg mellem en 1.4-liters turbomotor med 140 hk eller en 1.6-liters dieselmotor med enten 110 hk eller 136 hk.

Den danske importør har endnu ikke priserne på plads, men regn med en startpris på cirka 225.000 kr.